Löfven og Kristersson lover flere politifolk i Sverige

Det er aftenen før valgdag i Sverige. De to statsministerkandidater står over for hinanden i en sidste duel.

Ritzau
Socialdemokraten Stefan Löfven, Sveriges statsminister, er i direkte tv-duel med den konservative udfordrer Ulf Kristersson fra Moderaterna. Foto: Anders Wiklund/Ritzau Scanpix
Politik 8. september 2018 21:26

Valgkampen lakker mod enden i Sverige. Søndag morgen slår valglokalerne dørene op klokken 08.00, og så kan svenskerne frem til klokken 20 stemme om, hvordan den næste Riksdag skal se ud.

Lørdag aften forsøger to af valgets hovedpersoner at tiltrække de sidste tvivlere i en direkte debat på TV4, nemlig Stefan Löfven, den socialdemokratiske statsminister, og det konservative parti Moderaternes leder, Ulf Kristersson.

Selv om de er politiske konkurrenter, så er der også noget, de er enige om. Begge vil have flere politifolk.

- Vi skal have væsentlig flere politifolk, siger Kristersson, der tilføjer, at politifolkene skal have mere i løn, ligesom de skal have politikernes opbakning.

- 10.000 flere ansatte, siger han ifølge avisen Expressens referat.

Stefan Löfven siger, at hans regering har tilført politiet flere ressourcer.

- Vi uddanner dobbelt så mange, siger han og tilføjer, at politiets forhold skal forbedres.

- Vi har brug for flere politifolk.

Debatten er bygget op om spørgsmål fra tilhørerne i salen, og politikommentarerne var svar på et spørgsmål fra en vælger, der bor på landet og er utryg, fordi der er færre politifolk end før.

Debatten er delt op i 11 emner, som tilhørerne kan spørge om. Det er emner som forsvar, integration og klima.

Men der er også debatteret emner som ældrediskrimination og lokalpressens problemer med at holde gang i forretningen.

Tv-kanalen TV4 er en reklamekanal, og avisen Aftonbladet noterer sig, at tv-debatten på et tidspunkt pludselig blev afbrudt under et spørgsmål om Sveriges forsvar.

På avisens blog om debatten citeres TV4's pressechef for at sige, at "det er meget ulykkeligt", at det blev afbrudt af en reklame, og at seerne mistede en lille del af udsendelsen.

I øvrigt får de to statsministerkandidater lov til at afslutte debatten med hver en kort tale.

Og derefter er det vælgerne, der skal tale.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...