Löw vil ikke opdateres hver 10. minut

Den tyske landstræner Joachim Löw ønsker i kampen mod Danmark ikke løbende opdateringer fra den anden kamp.

Löw vil ikke opdateres hver 10. minut

Tyskland kan træde på bremsen, hvis Holland kommer stort foran i EM-kampen mod Portugal søndag aften. For hvis hollænderne vinder over Portugal, så behøves Tyskland ikke at få point mod Danmark for at gå videre.

Men landstræner Joachim Löw vil ikke skæve for meget til den anden kamp i gruppe B, hvor alle fire hold stadig har chance for at gå videre.

- Vi har ikke tænkt på det endnu. Jeg vil ikke have information. Måske vil vi vide det i pausen.

- Men der skal ikke være en person, som hver 10. minut holder mig opdateret. Hvis jeg undervejs i kampen vil have information, vil jeg bede om den, siger Joachim Löw.

Den tyske landstræner understreger, at tyskerne endnu ikke er videre fra gruppen og selv vil gøre arbejdet færdigt.

Af samme grund har Joachim Löw tænkt sig at bruge sine bedste spillere i kampen, heriblandt formentlig også den tyske playmaker Mesut Özil, der til dagligt spiller i den spanske storklub Real Madrid.

- Özil har udviklet sig godt, og han har forbedret sig hos Real Madrid, hvor han er under meget pres. Han spiller intelligent fodbold. Han har spillet godt ved EM. Jeg er meget tilfreds med ham, fortæller Joachim Löw.

Han bliver i øvrigt lidt paf over at høre, at Tyskland ikke har vundet en kamp over Danmark, siden Morten Olsen blev landstræner for 12 år siden.

- Det er en overraskelse for mig, at Danmark ikke har tabt en kamp til Tyskland under Morten Olsen. Det må vi gøre noget ved søndag, så Morten taber en kamp til os, siger Löw.

Danmark har ikke tabt til Tyskland i mere end 16 år. I løbet af de 16 år har Danmark vundet to kampe og spillet en uafgjort mod tyskerne - alle opgørene har dog været venskabskampe.

/ritzau/