LA: Blåt fnidder kan give Mette Frederiksen sejren

LA beskylder DF for at gamble med det borgerlige Danmark ved ikke at erklære støtte til blå regering før valg.

Liberal Alliances top bestående af økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille, partileder Anders Samuelsen og gruppeformand Christina Egelund fortalte blandt andet om partiets uddannelses- og skattepolitik, da de holdt pressemøde efter det årlige sommergruppemøde. Men der blev også talt en hel del om Dansk Folkeparti. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Liberal Alliances top bestående af økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille, partileder Anders Samuelsen og gruppeformand Christina Egelund fortalte blandt andet om partiets uddannelses- og skattepolitik, da de holdt pressemøde efter det årlige sommergruppemøde. Men der blev også talt en hel del om Dansk Folkeparti. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Der er uro i geledderne i blå blok, og det risikerer at koste regeringsmagten, selv hvis der efter et valg skulle vise sig at være blåt flertal.

Sådan lyder analysen i Liberal Alliance, der fra sit sommergruppemøde sender en appel til de andre borgerlige partier, i særlig grad til Dansk Folkeparti:

- Lad os fokusere på at samarbejde og skabe resultater. Lad os lægge fnidder og fnadder på hylden, siger partileder Anders Samuelsen (LA).

- For hvad sker der, hvis vi ikke samarbejder? Så vinde Mette Frederiksen og socialdemokratismen.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) hæfter sig ved, at DF ikke har afvist, at S-leder Mette Frederiksen kan ende som statsminister, selv hvis der er blåt flertal.

- Vi opfordrer DF til at komme ud og sige, at hvis der er blåt flertal, lover de at støtte en borgerlig regering, siger Ammitzbøll-Bille.

- Ellers gambler vi med det borgerlige Danmark, og risikerer at give magten videre til de røde.

En regering behøver ikke at gå af i forbindelse med et folketingsvalg. Hvis der stadig er flertal bag regeringen efter valget, kan den fortsætte.

Men Dansk Folkeparti har gjort det klart, at partiet ikke mener, at den nuværende VLAK-regering bør blive siddende.

LA skal ud af regeringen, mener støttepartiet, der vil have en dronningerunde, hvor "plan A" er at pege på nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), forklarede DF-formand Kristian Thulesen Dahl onsdag.

Den manøvre advarer LA imod.

- Det med at eksperimentere med dronningerunder er virkelig, virkelig farligt, siger Anders Samuelsen.

Han giver, hvad han selv betegner som et klart løfte om, at LA vil støtte en borgerligt-liberal regering.

Men da Børsens politiske kommentator, Helle Ib, i slutningen af pressemødet direkte spørger, om det også gælder støtte til en V-DF-regering, der fører økonomisk politik sammen med S, er svaret mere forbeholdent.

- Vi går til valg på at fortsætte det gode samarbejde, som vi har med DF, V og med K om at skabe borgerligt-liberale resultater, siger Samuelsen.

- Vi tror på, at det gør man med udgangspunkt i den akse. Alt andet vil føre til mere socialdemokratisme og højere skatter.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.