EMNER

La Casita fortsætter som restaurant i Løkken

LØKKEN:På det seneste møde i teknisk udvalg sagde politikerne ja til at restaurant La Casita i Løkken skal kunne bygges om til boliger. Men det bliver slet ikke relevant. Siden den tidligere ejer af restauranten sendte sin forespørgsel til Løkken-Vrå Kommune, har hun nemlig solgt La Casita, og de nye ejere agter at drive restauranten videre. - Vi overtog restauranten 1. maj og åbner 1. juni, når vi har fået tingene på plads. Kokken skal komme med et oplæg og vi skal også have lavet lidt ændringer i restauranten inden vi åbner, fortæller Henrik Lemme, der har købt restauranten sammen med sin kammerat og kompagnon, Hans Henrik Tolstrup. De to har tidligere lavet forskellige forretninger sammen i Århus, men begge har altid ønsket sig en restaurant, og det ønske er altså nu gået i opfyldelse i Løkken.