LA om bankunion-mystik: Tag nu bladet fra munden

Liberal Alliance og Folkebevægelsen mod EU kræver klart svar om partiernes holdning til bankunionen.

19. maj 2014 22:31

Som slutspurten i EU-parlamentsvalget er sat ind, er de danske EU-positive partiers holdning til den europæiske bankunion blevet omgivet af mere og mere mystik.

Tidligere mandag pressede SF på for, at Socialdemokraterne melder klart ud, om de støtter op om bankunionen eller ej.

Den opfordring bakker Liberal Alliance op om. Partiets spidskandidat, Christina Egelund, opfordrer både Socialdemokraterne, Venstre, De Radikale og De Konservative til at tage bladet fra munden.

- De partier, som er begejstrede for EU, tier problemer og konsekvenser ved bankunionen ihjel, så danskerne aldrig får lejlighed til at tage stilling til dansk tilslutning, før det er for sent, siger Christina Egelund (LA) i en kommentar.

- Det er helt åbenlyst, at et sundhedstjek bliver brugt som en undskyldning for ikke at tale om bankunionen, og dermed risikerer danskerne at købe katten i sækken. Jeg synes, det vil klæde alle partier at melde klart ud, om Danmark skal være med i bankunionen eller ej.

Folkebevægelsen mod EU savner også klar tale, når det kommer til bankunionen, der skal fungere som et fælleseuropæisk finanstilsyn.

- Vi understreger, at bankunionen ikke er et venstre- eller højrefløjsprojekt. Det handler derimod om yderligere EU-integration. Det er nemlig derfor, bankunionen kaldes EU's største projekt siden euroen.

- Det er uacceptabelt, at regeringen lurepasser sammen med resten af europartierne i spørgsmålet om bankunionen. Det klæder ikke den demokratiske debat, skriver Folkebevægelsen mod EU i en mail til Ritzau.

Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Folkebevægelsen mod EU vil alle stemme imod en bankunion.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...