Lå i fire timer med ulidelige smerter

Aalborg 7. oktober 2002 08:00
BRØNDERSLEV: I fire lange timer måtte Conni Pedersen gennemgå ulidelige smerter, da hun fik knust nederste del af skinnebenet under et uheld ved Jean Michel Jarre-koncerten i Vrå Enge. Først til marts venter hun at kunne bevæge sig igen, men risikerer at få varige mén. Det har dog ikke rystet hende eller manden mest, derimod at det med folks ligegyldighed var svært at få hjælp på ulykkestidspunktet. Folk optrådte ligeglade, ville ikke lade ambulancen komme frem på vej til sygehuset med hende trods politieskorte, blå blink og hornet i bund. Flere gav den endog fingeren. - Det var rystende at opleve folks ligegyldighed, og jeg var skræmt fra vid og sans, fortæller Conni Pedersen. Den oplevelse er hun ikke ene om. I trafikken erkender direktør i Rådet for Større Færdselssikkerhed, René la Cour Sell, at danskerne er blevet mere egoistiske. - Vi har altid været egoistiske i trafikken, men der er ingen tvivl om, at vi er blevet mere rethaveriske. Mængden af f.eks chikanekørsel er stigende, ligesom folk direkte kommer op at slås på grund af uenigheder i trafikken. Det gjorde de ikke før, siger René La Cour Sell. Sociolog, professor Jens Tonboe, Aalborg Universitet, mener, at der ikke statistisk set er noget, der tyder på, at danskerne generelt er blevet mere ligeglade med hinanden. Danskerne er individualister, ikke egoister. - Når folk ikke stopper ved f.eks. et trafikuheld, handler det mere om stress end ond vilje. Undersøgelser af vores holdninger viser, at vi ikke er mindre opmærksomme og hjælpsomme overfor vore medmennesker end før. Selv det, at vi kører forbi folk, der er kørt i grøften, skyldes ikke ond vilje. Vi er bare generelt hængt mere op, og stress er en tiltagende sygdom, siger Jens Tonboe. Tema 1. sektion side 4
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...