Kystsikring

Lågen til molen var åben

Flere af disse skilte viser, at man absolut ikke skal gå ud på østmolen i Hanstholm. Foto: Klaus Madsen

Flere af disse skilte viser, at man absolut ikke skal gå ud på østmolen i Hanstholm. Foto: Klaus Madsen

HANSTHOLM:Lågen ud til den mole, hvor tre polakker mandag aften blev skyllet i vandet af en kæmpe bølge, og hvor den ene druknede, var åben. De polske lystsejlere kunne dermed uden besvær gå ud på molen. Lågen er ellers normalt lukket, så folk er nødt til at forcere en mur, hvis de vil trodse alle advarselsskilte og ud på molen. Håndværkere var i dagene inden ulykken i gang med reparationer på molen, og lågen blev ikke lukket efter fyraften, fordi det er et større projekt at åbne og lukke lågen. Ifølge Kystdirektoraret, der har ansvaret for landets moler, er det i orden, at lågen ikke blev lukket på grund af reparationerne. Det mener, det burde være nok med flere advarselsskilte, en stor mur på den ene side af molen og så folks almindelige sunde fornuft. - Det er en frygtelig tragisk ulykke, men der står tydeligt flere steder, at det er livsfarligt at gå ud på molen. Det er folks eget ansvar, hvis de begiver sig derud, siger kommunikationschef ved Kystdirektoraret Ole Navntoft. Han fortæller videre, at har folk først besluttet sig for at komme ud på molen, skal de nok komme det, uanset om lågen er åben eller ej. Kystdirektoratet har oplevet folk, der bruger stiger eller paller for at komme over muren og ud på molen.