Låsby-Svendsen lejede ud til bordel

Prostitution 25. september 2002 08:00

HOBRO: Det spillede ikke den store rolle i sagen som sådan, men det var altså i et hus i Hvam ejet af den nok så kendte handelsmand Låsby-Svendsen, at ludere fra Østeuropa for efterhånden et par år siden dyrkede lagengymnastik både nat og dag. Låsby-Svendsen havde udlejet knaldhytten for omkring 5000 kr. pr. måned, men havde ellers intet med bordellet at gøre. Det havde til gengæld en 32-årig mand fra egnen. Han var nærmest en slags bordelpedel, og det var han i et sådant omfang, at en domsmandsret i Hobro nu har dømt ham for rufferi. Dommen lød på 60 dages betinget fængsel. Den 32-årige udbad sig betænkningstid med hensyn til appel. Af mandens forklaring i retten fremgik, at han ikke anså sig selv som alfons, der på nogen måder tjente på pigernes aktiviteter. - Jeg kom ind i sagen, fordi en af mine bekendte spurgte mig, om jeg ikke ville passe på nogle piger, fortalte den 32-årige. Pigerne var prostituerede fra Østeuropa, og den 32-årige skulle efter aftalen med sin bekendt sørge for, at de havde det godt. Han var et par gange blevet hidkaldt som vagtmand, men ellers havde det været reglen, at han i en periode fra sidst i 1998 og frem til august 1999 havde aflagt bordellet besøg to-tre gange om ugen. Pigerne sørgede selv for mad, annoncer i Ekstra Bladet, kondomer og hvad der ellers hørte sig til deres form for forretning. - Ind i mellem blev jeg brugt som chauffør i forbindelse med escort, og en enkelt gang hjalp jeg pigerne med at betale husleje ved at tage pengene fra deres fælles indtjeningskasse. Ellers var det min opgave at aflevere breve med penge til min bekendt, som havde bedt mig om at passe på pigerne, forklarede den 32-årige. Efter hans forklaring havde der i perioden arbejdet ialt tre piger på stedet, men de rejste, da deres visum udløb. Da der ikke kom nye piger til, valgte han stoppe. - Der var for få penge i det, fortalte tiltalte i retten. Han afviste tiltalen om rufferi, og vidneafhøring af den mand, der havde hyret ham til at passe på pigerne, kastede ikke lys over sagen. Dem pågældende havde ikke lyst itl at fortælle noget som helst i retten.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...