Laboratorium tømmes ikke i denne uge

HJØRRING:Det konkursramte laboratorium i Gjurup uden for Hjørring, ejet af dyrlæge Hans Kierulf Nielsen, bliver ikke tømt i denne uge. Hjørring Kommune venter stadig på en vejledning fra Arbejdstilsynet om hvilke sikkerhedsregler, der skal følges, før der sendes mennesker ind i det farlige laboratorium. Arbejdstilsynet har arbejdet på vejledningen, siden der var besigtelse i laboratoriet 1. september. - Jeg har netop fra Arbejdstilsynet fået at vide, at vi vil modtage vejledningen i løbet af de næste par dage, siger teamleder i miljøafdelingen i Hjørring Kommune, Thomas Lomholt. Og jeg har derfor aftalt med kredschef Hasse Mortensen, Arbejdstilsynet i Aalborg, at vi holder et møde i næste uge om indholdet i vejledningen. I det møde deltager også en ekspert i genteknologi. - Det sker for, at vi kan få svar på de spørgsmål, vi må have, inden der sendes folk ind. Hjørring Kommune har allerede taget kontakt til en række instanser, der kan yde os hjælp, når vi skal tømme laboratoriet, fortæller Thomas Lomholt. På forhånd har Thomas Lomholt, uden at kende indholdet i vejledningen, blandt andet spørgsmål til bortskaffelse af mikrobiologien. Hvis den ikke kan autoklaveres på stedet, er der også spørgsmål til emballagen, og hvilke sikkerhedshensyn kommunen skal tage i forbindelse med transporten fra laboratoriet. Det er nogle af de spørgsmål, der skal klarlægges på mødet med repræsentanterne fra Arbejdstilsynet, før der sendes personer ind i laboratoriet. - For mig er det vigtigste ikke, om der går et par dage fra eller til. Bygningerne er jo spærret af. Det vigtigste er, at tømningen foregår på den sikkerhedsmæssige bedst forsvarlige måde, slutter Thomas Lomholt.