Lad asylansøgere arbejde

I morgen holder en dansk bus ind i Flensborg. Den er på vej hjem efter at have været ude og "shanghaje" tyskere og polakker til danske arbejdspladser. I morgen sidder der også 1948 asylansøgere i vores asylcentre og venter på en afgørelse. Et ophold som asylansøger vil altid indebære en grad af usikkerhed for den enkelte.

Arbejdsmarked 24. september 2007 21:43

Det er ikke svært at forestille sig, hvordan det må føles, når éns fremtid er fuldstændig bestemt af fremmede myndigheder. En ekstremt stressende situation, uanset hvad. Ventetiden for asylansøgere i Danmark er i gennemsnit lidt over tre år. Flere sidder endnu længere - helt op til seks-syv år uden kontakt med det omgivende samfund. Og ventetiden er ikke for sjov. De voksne stener, de unge sumper, og børnene bliver socialt handicappede. Antallet af selvmordsforsøg blandt asylansøgerne er mangedoblet siden 2001. Arbejdsmarkedet skriger på flere hænder. Hvorfor ikke give asylansøgerne mulighed for at tænke på noget andet, mens deres sag bliver behandlet? Så kan desperate arbejdsgivere samtidig spare på busdriften. Flere af vores nabolande har allerede prøvet at give asylansøgerne lov til at arbejde. Og erfaringerne fra Røde Kors, som har lavet forsøg med uddannelses- og praktiktilbud på danske asylcentre, er positive. Nogle asylansøgere har lange uddannelser med i bagagen. Og alle har brug for at bruge tiden meningsfuldt, mens de venter. Vi ved jo, at kompetencerne forvitrer, når man sidder passivt hen. Og hvem er det lige, der vinder ved det? Hvis asylsagen ender med at blive afvist, skal ansøgeren selvfølgelig hjem, med mindre der skal gives midlertidigt ophold af humanitære grunde (som når en ansøger er syg). At skulle sende folk hjem er aldrig sjovt. Og det er ikke overraskende, at afviste asylansøgere ikke er glade ved den udsigt. Frygten skyldes selvfølgelig, at man ikke ved, hvad fremtiden vil bringe. Men med friske arbejdserfaringer og samfundsforståelse med fra Danmark, er en afvist asylansøger langt stærkere rustet til skabe sig en fremtid i oprindelseslandet. Det er sådan noget, der hjælper på motivationen. I de lande, som Danmark sender mange ansøgere tilbage til ¿ Eksjugoslavien, Iran og Irak og Somalia ¿, er der netop kæmpebehov for folk med konkret arbejdserfaring. Hvis sagen derimod ender med, at asylansøgeren får tilkendt ophold i Danmark, er det fuldstændig oplagt, at en flygtning vil have nemmere ved at blive integreret i det danske samfund, hvis han eller hun allerede har været på arbejdsmarkedet i en årrække. Når asylansøgerne ikke må arbejde, tror jeg desværre, grunden findes i VKO¿s menneskesyn. Hvis man gør forholdene alt for menneskeværdige, mister de motivationen til at rejse hjem, forklarede Rikke Hvilshøj i Politiken forleden. I stedet for at give afviste asylansøgere en realistisk chance for at klare sig, satser regeringen på at gøre vilkårene for asylansøgerne så ubehagelige så muligt. Ingen ret til skolegang, ingen ret til at arbejde, ingen ret til at deltage i samfundet. Men massevis af madkasseordninger og andre ¿motivationsfremmende foranstaltninger.¿ Det minder mig lidt om, da de Konservative i Frederiksberg i sommer foreslå, at ledige danskere skulle sættes til at indsamle dræbersnegle. Samme logik og samme menneskesyn. Det er et menneskesyn, jeg hverken deler eller forstår. Det er nok derfor, at jeg heller ikke forstår, at regeringen foretrækker at sende busser til nabolandene for at kapre arbejdere, mens asylansøgerne sidder og blomstrer her i landet uden ret til at arbejde. [ Ole Christensen (f. 1955) er medlem af Europa-Parlamentet og folketingskandidat i Brønderslev-Dronninglund-kredsen for Socialdemokraterne. I Parlamentet sidder han i beskæftigelsesudvalget, hvor han beskæftiger sig med europæisk arbejdsret og den danske flexicurity-model. Han er tidligere fællestillidsmand i Dronningens Livregiment og var borgmester i Brovst kommune fra 1998-2001. Fra i dag fast på holdet af debattører bag klummen ¿På kanten¿. [ Læs mere om Dansk Røde Kors¿ tilbud på danske asylcentre på www.want2work.org. Og læs mere om Ole Christensen på www.oleEU.dk.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...