- Lad bilen stå - tag bussen eller en taxa til musik-braget

Der bliver alt for mange biler til for lidt plads, hvis alt for mange kører til Rock Party, vurderer arrangørerne

FREDERIKSHAVN:Der er af mange indlysende grunde slet ingen grund til at tage bilen til Rock Party, og arrangørerne opfordrer da også de mange gæster til at lade bilen stå og snuppe en anden form for transport. - Vi ved fra tidligere med færre gæster, at der slet ikke er plads til de mange biler og slet ikke i en tid, hvor der har regnet voldsomt. Meget er pløret, og det er svært at finde et sted at parkere, så vi opfordrer indtrængende til, at man lader bilen stå og tager enten en af de busser, der er indsat eller en taxa, siger Uffe Hansen fra arrangør-gruppen. Rock Party har sørget for, at der er mulighed for at tilmelde sig en bus til og fra Frederikshavn rigtig mange steder i Vendsyssel. - Der er stadig plads i busserne, og tilmelding kan ske på vores hjemmeside, der hedder www.rockparty.dk, oplyser frederikshavneren. Han forsikrer, at alt er klappet og klart til at tage godt imod de mange gæster, og der er blandt andet lagt flis ud for at mindske generne af det usædvanligt meget vand, der er trængt ned gennem skyerne i den senere danske regntid. Måtte det dog snart høre op!