Lad computeren stå og nap lidt altervin

Kristendom 20. september 2006 06:00

PRÆST: Fordelen ved pastor emeritus Samuel Færgemand Mikkelsens talrige læserbrev er, at de er korte og letfattelige. Det bliver de nu hverken viise eller begribelige af. De synes nærmest som parodier på ”den vrede danskers” frustrationer a la Buster Larsen i ”Lorteland”-monologerne i 60"erne. Senest vil den tidligere sognepræst have Metals medlemmer til at melde sig ud af deres fagforening, fordi Metal fornuftigvis bidrager til socialdemokraternes aktiviteter. I samme uge pådrog 3F sig Færgemands vrede, fordi denne fagforening tillader sig at holde møder med socialdemokrater, SF’ere og Enhedslisten. Færgemand kan nu roligt blande sig uden om forholdene i fagforeninger og politiske partier, han ikke selv tilhører. Det er slet ikke hans bord. Dette Dansk Folkepartis ypperste tågehorn i Skørping ville vel ikke bryde sig om, hvis katolikker, jøder, muslimer og hinduer opfordrede folk til at forlade Folkekirken, fordi de var uenige med dennes teologi? Eller ville han synes det var rimeligt, hvis hans kordegn bad ham om at udtræde af Præsteforeningen? Færgemand burde en gang i mellem nappe sig et glas altervin i stedet for at sætte sig til pc’en. Det ville være gavnligt. For vi ved godt, han afskyr alt og alle, som ikke bare bukker pænt for guruen Pia Kjærsgaard og hendes disciple. Iøvrigt troede jeg, at den slags afguderi var i modstrid med den evangelisk-lutherske folkekirkes bekendelsesgrundlag. Men man bliver jo klogere af og til.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...