Lad de ældre have deres liv i fred

TILSKUD: I NORDJYSKE 28. september skriver Rasmus Valbjørn om tilskudene til de ældre, og specielt tilskudet til pensionisternes nytårsfest i Aalborg Kongres & Kultur Center. Rasmus Valbjørn mener en sådan besparelse er helt i orden, ligesom han mener at alle andre tilskud og hjælpeordninger for de ældre og førtidspensionisterne skal være indtægts- og formuereguleret, for størsteparten af dagens pensionister er jo så velhavende at de bør betale kostprisen for det de ønsker! Indrømmet, hvis der skulle spares på ældreområdet ville en sådan fest måske være et af de bedre steder, MEN kan Rasmus Valbjørn fortælle mig hvorfor det er rimeligt at indtægts- og formueregulere de ældres hjemmehjælp, deres aktivitetscentre, og hvad de ellers får tilskud til? Det er jo reelt det som Rasmus Valbjørn foreslår. Mener du, Rasmus Valbjørn, at det også vil være rimeligt at se på folks formue og indtægt i forbindelse med tilskud til kulturoplevelser, idrætsudøvelse, børnepasning, skolegang, befordring og bespisning i forskellige kantiner? Ja det rammer alle, Rasmus. Men du mener måske kun det er de ældre som skal have tilskud efter formue og indtægt? Med sådan et forslag for de ældre og de handicappede, må det da være slut med opsparing til alderdommen. Hvorfor skulle man det, når man alligevel ikke må få lidt ekstra for den opsparing man har lavet gennem hele livet. Lad nu de ældre have deres liv i fred, med mindre din misundelse forbyder dig det. Hvorfor skal de fratages deres tilskud, mens de yngre kan få tilskud til alt muligt andet, ganske uanset deres formue og indtægt. Det er da ganske urimeligt! For det bør vel ikke være kriminelt at være "velhavende", blot fordi man er pensionist?

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...