EMNER

Lad de gamle fædre styrte

Mens det moderne Egypten kæmper en kamp for at kaste et gammelt, autoritært styre af sig på Tahrir-pladsen, og mens forklædte, fascistiske bøller kæmper for at beholde deres privilegier under det smuldrende diktatur, kommer jeg til at tænke på min egen tynde forbindelse til dette gamle, fascinerende land, som man sikkert først stiftede bekendtskab med i folkeskolens undervisning i kristendom.

Eller hos H.C. Andersen, der har lært alle børn, at storken taler ægyptisk efter sin mor. Man husker da de berømte historier om Moses, der blev sat ud på Nilens vande i en kiste af papyrusrør og efter de 10 plager foranstaltede udvandringen fra fangenskabet og fik lov at skue ind i det hellige land. Og historien om drømmeren Josef, der blev kastet i en brønd af sine brødre, afviste Potifars hustru og blev Faraos drømmetyder og skatmester. Egypten er den forunderlige Orient og Nilens gåde - et gigantisk kulturland og et moderne barbari og inferno. Jeg husker den gamle diktator Nassers nasale, mørke, truende stemme i radioen i oktober 1956 under Suez-krisen, når jeg lå på gulvet med hænderne under hagen i min fars kontor i Barmer Præstegård og lyttede til Pressens Radioavis. Vi hamstrede dengang benzin så langt som til tankstationen i Farstrup eller i Kornum og stablede dunkene i garagen; i dag stiger benzin- og olieprisen til skyerne, mens vi venter på, hvem der vinder kampen - fascisterne, muslimerne eller demokraterne? Dengang i 56 intervenerede England og Frankrig i en hovedløs aktion og kastede faldskærmsoldater ned for at forsvare den fri passage af Suez-kanalen, mens Nasser og Sovjetunionen havde nationaliseret den vigtige vandvej. 1967-krigen, den såkaldte seks-dages krig, var en tv-begivenhed med den énøjede forsvarsminister Moshe Dayan i helterollen. Israels lynkrig gennem ørkenen, udslettelse af det ægyptiske luftvåben, det berømte pressefoto af efterladte, ægyptiske soldaterstøvler midt i Negev-ørkenen, efterlod et indtryk af total, israelsk overlegenhed og var en udstilling af ægyptisk militær inkompetence, så det må have svedet med en svejseflammes styrke i den nationale sjæl. Den senere krig i oktober 1973 rettede en smule op på Egyptens vaklende omdømme. Palæstinensernes sag var uforståeligt underbelyst. De underligste oplevelser forbinder mig med Nilens land. En nat i 1985 vandrede jeg gennem Athen sammen med en ægyptisk jazz-musiker på vej ud til Hotel Damon på Avenue Syngrou. Han underholdt mig med de mærkeligste betragtninger om sammenhængen mellem de ægyptiske pyramider og de græske templer - interessant hjernespind, som det gode selskab befordrer. Templerne var overskårne pyramider og flyttet ind i byen. Langt fra byen søgte pyramidens himmelstræb ud af verden, templet var derimod placeret midt i byen/den menneskelige verden. Den ene religion var pilgrimmens, den anden menneskets og borgerens midt i kosmos' helhed. Betragtningen kan føres videre i den kristne kirkes tårn - er der spir eller kuppel? En anden skøn oplevelse var på vejen til Delfi, hvor jeg blev eksamineret af vores guide, en græsk kvindelig arkæolog, gift dansk, med speciale i Delfis arkæologi og kunsthistorie. Hun afdækkede i 1957 på "via sacra" den enestående offerskål med Apollon, der ofrer til den sorte ravn, som nu hænger prominent i salen med Vognstyreren. Jeg bestod eksamen og er officiel Delfi-guide, men syntes nu også, at min eksaminators fine charme og mildhed bidrog til resultatet. På hjemturen viste hun mig et billede af sin datter, der studerede arkæologi i Kairo - en nutidig Nefertite. I den græske verden er Cairos universitet, Al-Azhar, en intellektuel magnet ligesom de store franske, engelske og amerikanske universiteter: Sorbonne, London, Columbia eller Harvard. Lige for tiden læser jeg nobelpristageren fra 1991 Naquib Mahfouz' storslåede Cairo-trilogi om Al Jawad-familien i en engelsk oversættelse: "Palace Walk", "Palace of Desire" og "Sugar Street". I eksistentiel jordhøjde en forrygende historie om det 20. århundrede i den arabiske hovedstad, en familiehistorie om den muslimske fadertyran, der regerer efter Koranens suraer i hjemmet, nyder sine natlige eskapader i venners lag og efterhånden - heldigvis - må indstille sig på det moderne livs betingelser og udfordringer, da den 3. generation vokser til. Det er en "Buddenbrook"-roman i Kairo. Fantastisk. Det er de unge i Kairo, der vil en anden tilværelse. Ligesom i Iran. Lad de gamle fædre styrte!

Breaking
15-årig dreng fundet død på boldbaner: 32-årig mand anholdt
Luk