Lad det store forblive stort

menighedsrådene har NORDJYSKE bedt en række kirkedebattører giver deres synspunkter til kende i bladets spalter. Det er der kommet en række interessante artikler ud af.

TRO/FORTABELSE:I anledning af det igangværende valg til menighedsrådene har NORDJYSKE bedt en række kirkedebattører giver deres synspunkter til kende i bladets spalter. Det er der kommet en række interessante artikler ud af. Senest var pennen givet til Kaj Mogensen, sognepræsten, der er kendt for sin iver efter at afskaffe fortabelsens mulighed. Det er et fint ærinde, hvem kan ikke følge ham i det! Men når man er optændt af iver, kan der løbe sjove ting i pennen, det gør der også her. Mogensen mener at kunne dele den viden med læserne, at fortabelsens mulighed var noget, man troede på i den mørke middelalder, men nu har det så igen fået vind i sejlene i en lille enklave på folkekirkens højrefløj. Sandheden er vistnok, at der har været visse protester, efter at han selv har ført emnet kraftigt frem i den kirkelige debat. Det burde heller ikke undre ham. Han ved godt, hvad der altid har været den gængse kirkelære om den sag. At kun få i tidens løb har fremført det synspunkt, han forfægter, og at det modsiges af alle de tekster, der er affattet for at tegne kirkens troslære. Det burde vel snarere undre os, hvis en jysk præst i begyndelsen af det tredje årtusinde pludselig skulle have opdaget, at eksistensen af fortabelsens mulighed gør al tale om en kærlig Gud absurd. Teologer har altid grundet over det problem, og godtfolk er blevet anfægtet af det. Men sådan bare lige at slå en streg over et centralt punkt i den klassiske kirkelære, fordi vi ikke kan lide det eller ikke kan forstå det, det virker ikke helt seriøst. Jeg medgiver gerne, at der sagtens kan føres en saglig teologisk argumentation for Mogensens syn. Det kan gøres med skriftsteder, som han flittigt gør. Bibelen er ikke en entydig teologisk opslagsbog, hvor man kan finde færdige svar på alt. Det kan også gøres filosofisk ved som udgangspunkt at fastslå, hvordan Gud nødvendigvis må være og ikke være, hvis han er en kærlig Gud, og så derefter forsøge at begrunde det med skriftsteder og logiske argumenter. Det er fair nok, når bare man erkender, at det er det, man gør. Mogensen kan også godt have ret i, at det traditionelle syn passer dårligt til en moderne folkekirkepraksis. Men det gør altså ikke dem, der vælger at holde sig til den klassiske forståelse, til naive fundamentalister med slette motiver. En anden og stadig gangbar mulighed er at erkende, at Guds væsen og dybder er noget, der er alt for stort til, at vi kan erkende og kortlægge det. Der er ting i den kristne tro, der kan virke absurde på os. Men hvad ved vi om sandheden i de dybeste tings sammenhæng? Det går som en rød tråd igennem Ny Testamente, at Guds kærlighed skal modtages frivilligt, men også, at den gælder for alle, der vil tage imod. Det er til at forstå, og det skal vi prædike. Mogensen har ret i, at vi ikke skal gøre det ved at skræmme med et helvede. Men vi skal lige så lidt gøre det ved at trække mystikken og farligheden ud af Gud. Det kan vi jo heller ikke, hvor skulle vi lige pludselig have fået myndighed fra til det? Hvordan skulle vi også pludselig være i stand til at afgøre, at Guds strenghed og hellighed gør Guds kærlighed absurd? At kærligheden ikke tværtimod forudsætter helligheden osv. osv., det som uendelig mange kloge hoveder har spekuleret over indtil nu? Det, vi kan, er at prædike Guds kærlighed til tro. Lad os koncentrere os om det og lade de store ting blive ved med at være for store for os.