EMNER

Lad det være frivilligt at reklamere

Siden 1. juli 2006 har kommunerne haft lov til at finansiere indkøb og aktiviteter ved hjælp af reklamer på facader, biler, busser og andre kommunale ejendele. Det er godt med nytænkning men skidt, hvis kommunen kommer til at lægge et ufrivilligt pres på deres leverandører.

Forleden blev jeg ringet op af en entreprenør i en større kommune, der havde modtaget tilbud om at medvirke som annoncør i et magasin, der skulle profilere kommunen. På annoncesælgeren kunne han forstå, at denne havde fået en liste over kommunens leverandører, herun-der de håndværkere og entreprenører, der vedligeholder skoler, anlægger veje osv. Nu opfordrede annoncesælgeren så entreprenøren til at annoncere, ”for du er jo en god leverandør til kommunen…..” Ja – og det ville han gerne blive ved med at være. Spørgsmålet var derfor, om han var tvunget til at være annoncør i en publikation, som han ikke rigtig kunne se nytten af at annoncere i. Klart nej. Erhvervsdrivende og leverandører til kommuner er ikke tvunget til at annoncere på kommunens biler, bygninger, blade eller andet. Og kommunen må naturligvis ikke lade placeringen af en opgave afhænge af, om man annoncerer her eller der. Eksemplet illustrerer det dilemma, som mange virksomheder står i, når kommunerne i højere og højere grad tager annoncer, reklamer og sponsorater til sig. Kommunen er på én gang myndighed, kunde og annoncesælger. Derfor er det vigtigt, at kommunen er sig sine forskellige roller bevidst og ikke – ubevidst eller ufrivilligt – misbruger sin stilling, når den overdrager annoncesalget til ivrige reklamesælgere, hvis naturlige og legitime mål er at sælge så mange reklamer som muligt. Intet er gratis. Og virk-somheder har kun ét sted at sende regningen for annoncer hen: Til kunden. Og hvis virksomhedens omkostninger vokser, så vokser regningen – også den til kommunen for at få holdt skolen ordentligt malet. Og den eneste, der tjener mere, er reklamebureauet.Fair nok. Reklamer kan være gode og oplysende, og reklamer kan være med til at finansiere kommunale aktiviteter, som måske ellers ikke ville være blevet til noget. Derfor hilser jeg kommunale reklamer velkomne – blot der er åbenhed og frivillighed om deltagelsen. Ingen entreprenør eller håndværker har efter mit bedste vidende mistet en opgave, fordi de har takket nej til at reklamere på kommunens biler eller andre steder. Og sådan skal det gerne blive ved at være. Også når kommunale reklamer bliver mere og mere almindelige.