Israel

Lad freden sænke sig

Hans Thomsen (HT) kommenterer 21.7. konflikten mellem Israel og palæstinenserne og skriver bl.a.: ”Vi er mange, der har en fornemmelse af, at det ender galt, hvis man ikke begynder at tænke på en helt anden måde. Der må lægges et enormt pres på parterne for at få dem til at indse, at denne konflikt ikke har nogen militær løsning”.

Det er jeg meget enig i. Jeg er også meget enig, når HT skriver: ”Hvis vi skal se en udvikling præget af kampvogne og bomber, så tror jeg, Israels undergang er nær”, og jeg er helt enig i, at vi skal overlade det til historikerne at afgøre, hvilken part der har ret eller uret. Når jeg derfor i mine indlæg tager israelerne i forsvar, så er det ikke, fordi jeg mener, de har ret. Så er det, fordi jeg ligesom HT frygter for, at Israel vil blive udslettet. For Israel har jo ikke bare palæstinenserne imod sig. Hele den arabiske, ja, hele den muslimske verden er imod Israel, og det vil de blive ved med, så længe palæstinenserne ikke vil slutte fred med Israel. Situationen er derfor den, at Israel har brug for fred med palæstinenserne. For ellers risikerer Israel at komme i krig med hele den muslimske verden, og det overlever de ikke. Det er også årsagen til, at palæstinenserne ikke vil slutte fred. Derfor fortsætter krigen, indtil Israel bliver udslettet, eller palæstinenserne mister håbet om hjælp. I den krig står jeg på Israels side. For Israel er en suveræn stat og medlem af FN. Det er derfor en krænkelse af FN-pagten, når palæstinenserne ikke vil slutte fred, og det vil være en total falliterklæring for FN, hvis Israel bliver udslettet. For hvilken sikkerhed ligger der så i at være medlem af FN?