Lad Grenens Museum og restaurant få fred

SKAGEN:Arkitekt Jörgen A. Lorenzen skal have mange tak for sit indlæg 21. august. Han havde flere saglige argumenter for bevarelse af Grenens Museum og Restaurant, end man tidligere har hørt fra fredningsfolkene i deres iver efter at ødelægge et oplagt udflugtsmål. Museet er meget interessant, og man kommer i dejligt humør ved at tilbringe en stund i dette. Jeg kender ikke en restaurant med en smukkere beliggenhed, det være sig både indefra og udefra. Den indeholder også mulighed for at betragte den storslåede natur på dage, hvor klimaet ikke er egnet til at sidde ude på en bænk. Tænk, hvad det betyder for den lidt svagere del af befolkningen. Det er rystende at høre, at man eventuelt vil bruge penge på at skjule den pæne bygning i en sanddynge, blot for at genskabe noget man kalder natur. Naturtilstanden ødelagde Værnemagten med de utrolig mange bunkers, som nu er begravet i sand. Tænk, at man har tiltænkt bygningen samme skæbne! Hvis der er for mange penge i kassen, så sæt dem ind på en konto, der kan åbnes, når Raabjerg Mile lukker landevejen mellem Aalbæk og Skagen!