Lad kurserne begynde

Klokkerholm Fritidsskole klar med efterårsprogram

KLOKKERHOLM:Klokkerholm Fritidsskole er i fuld gang med årets efterårsprogram, der blandt andet byder på sang i Klokkerholm Koret. Her er det Hedvig Knive, der er dirigent for et firstemmigt kor med et bredt repertoire. De synger hver onsdag i konfirmandstuen i Klokkerholm og indledte allerede skønsangen 7. september. Er man ikke til sang, men vil hellere stå i et køkken, byder programmet også på madlavning for mænd, kvinder og par. Det begynder på tirsdag klokken 18.30. Her er det Erik Larsen, der styrer showet i Klokkerholms skolekøkken. Der er også bare madlavning for mænd, hvor det igen er Erik Larsen, der styrer begivenhederne hver torsdag. Hvis man har en god fantasi, er broderi og knipling måske en idé. Det er Oluva Hansen, fra Hirtshals, der underviser i Hjallerup Kulturhus, og der blev lagt ud 11. september. Er man omvendt til blomster, er blomsterbinding et spændende projekt. Her er det Doris Poulsen, der leder det hele i Blomsterværkstedet i Hjallerup, og de gik i gang i tirsdags. Når man begynder at komme i julehumør, er der mulighed for julebinderi, hvor Doris Poulsen på ny optræder i rollen som underviser. Det foregår i kulturhuset i Hjallerup, men det er endnu ikke afgjort, hvornår kurset begynder.