Lad læger vurdere

15. september 2011 06:00

VENTELISTER: Fair prioritering - også i sundhedsvæsenet Regeringen beskylder S for at ville fjerne behandlingsgarantien. Det er lodret forkert. Vi vil prioritere, at de mindst syge må vente op til to måneder, så sygehusene kan koncentrere sig om at behandle de mest syge fx kræftpatienter omgående. Nogle medier har skrevet, at der skulle eksistere en liste over sygdomme, som skulle have en længere behandlingsgaranti. Det er ikke korrekt. Det er heller ikke korrekt, at vi vil lade smerteplagede gigtpatienter vente længere end i dag. Det kunne vi ikke drømme om. Den liste, der refereres til, stammer fra et interview med Carl Holst, der er Venstres regionsrådsformand i Region Syddanmark. Carl Holst har argumenteret for ventetider op til 3 måneder og peget på f.eks. hængende øjenlåg, som en lidelse, der kan vente lidt længere. Socialdemokraterne mener, at beslutningen om hvilke sygdomme, der skal vente op til to måneder, bør bygge på en lægefaglig vurdering. Også blandt normalt helt ufarlige lidelser kan der optræde særlige tilfælde, som kræver hurtig behandling. Og derfor skal det understreges, at der naturligvis altid skal være en konkret lægelig vurdering af det enkelte tilfælde. De mest syge skal behandles først. Det, mener vi, er en fair prioritering.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...