Lad muskuløse hunde i fred

Hvad sker der med dansk politik?

Måske er det ikke noget nyt. Måske er det bare, fordi dette emne ligger os så meget på sinde, men hvornår i alverden er politik blevet så meget et spørgsmål om kun at være med helt i front og høste stemmer, uanset om budskaberne og midlerne er helt ude i hampen? Nu er det sgu på tide, kære venner, at bruge fornuften frem for magtbegæret og medieliderligheden. Kamphunde, muskelhunde, forfærdelige dræbermaskiner – det er ord, der bruges i flæng. Syndebukke er vist nærmere det rette ord. Vi elsker at kunne skyde skylden på andre – særligt de nemme forsvarsløse ofre, hvilket i dette tilfælde er ganske uskyldige hunde. Kan det virkelig passe, at en hund dræber en kanin eller bider en hest i blindt raseri, fordi den er en blodtørstig maskine, der er forprogrammeret til at angribe? Og har amstaffen eller dogoen større lyst til at æde kaniner end naboens cockerspaniel? Hunde er vilde med kød – også det, der endnu ikke er dødt! For flertallet af hunde er en kanin et muligt fødeemne – punktum. Hvis skyld er det så, hvis en hund tager naboens søde kælekanin? Hundeejerens! Ja, der sker overfald på sagesløse mennesker og dyr, men ansvaret herfor ligger på skuldrene af de mennesker, der åbenbart ikke kan finde ud af at holde hund på forsvarlig vis. Så grib dog fat om problemets rod – nemlig mennesket. Så længe der er mennesker til, vil hunde kunne blive brugt til at skræmme og skade med – uanset race over et vist antal kilo. Vi kan selvfølgelig øge listen over forbudte hunderacer og typer, så vi kun har lov at holde hunde, der vejer under 15 kg. Men er det, hvad vi ønsker? Nok ikke de fleste. Skal uskyldige, velfungerende hunde og deres mennesker virkelig bøde for, at der findes uduelige hundeejere, der ikke kan finde ud af at holde hund under ansvar? Fordi der til stadighed findes mennesker, der ikke ved nok eller skider højt og flot på det for at opnå en eller anden form for fuldstændig tåbelig status? Det er os ubegribeligt, at vi i år 2010 stadig tror, at hunde er til for os mennesker alene, og at disse firbenede menneskets bedste venner burde kunne enes med alle og enhver! Er mennesket nået så langt, at vi kommer overens med alle? Skal vi aflive vores lille puddel, fordi han har taget en sød lille høne og knækket nakken på den? Eller vores schæfer, fordi hun har taget en undsluppen kanin og derved erhvervet sig et måltid mad på egen hånd? Hvad så med den lille hund, der er så heldig at fange en fugl? Skal vi til at stemme om, hvilke dyr der har mest ret til livet? Er det den lille fugl, der bliver slået ihjel af den søde lille selskabshund, eller den lækre springhest, der bliver bidt af den frygtindgydende store terrier? Lad os nu indse det en gang for alle: Det er ikke hos dyrene, problemet ligger, men hos det tilsyneladende overlegne(?) menneske. Lad os nu, kære politikere, begynde at bruge resurser på en fornuftig og håndgribelig lovgivning, der reelt set har en chance for at blive håndhævet, i stedet for at fokusere på stemmer fra uvidende mennesker. Snore på og hegn om haverne – hvor svært kan det være? Og skærpet straf til dem, der ikke overholder det. Straf de mennesker, der mishandler deres hunde og bruger dem efter forgodtbefindende uden hensyntagen til hverken hunden eller omgivelserne. Bed hundeejere om at tage ansvar for deres hunds handlinger – guderne skal vide, at vi i hvert fald ikke er i en position, hvor vi kan bede hunden om det! Lad dog de stakkels muskuløse hunde være i fred, og grib ind over for de virkelige problemer i dagens Danmark!