Lad Nordjylland få landets bedste skoler

SATSNING:Borgmester Jens Arne Hedegaard har i Synspunkt om folkeskolen 16.12. fat på nogle væsentlige problemstillinger og ikke mindst forslag til indsats overfor folkeskolen. Vi er mange med et ansvar for folkeskolen der - som Jens Arne Hedegaard - vil arbejde for, at der ikke længere kommer et så dårligt resultat som den nye PISA-test har vist. Vi må konstatere, at 17 procent af en årgang ikke kan læse, når de forlader folkeskolen. Som igen resulterer, i at mindst 20 procent i en årgang slet ikke tager en uddannelse. Jens Arne Hedegaard slår ikke som hans partifælle undervisningsminister Ulla Tørnæs til lyd for "flere test og atter flere test" – ja, en fortalelse til en tilstand i den sorte skole med afstraffelse er snublende nær. Men borgmesteren i Brønderslev slår i stedet et slag for, at vi lytter til lærere og andre med forstand på skolen, at der stilles krav til forældrene, krav til skolelederne og ikke mindst os politikere. Også i SF går vi ind for, at vi vil have verdens bedste folkeskole. Og jeg er da helt med på en nordjysk satsning, så vi her i regionen får Danmarks bedste folkeskole. Der er nyligt opfordret til turistsamarbejde på tvære af de nordjyske kommuner, erhvervssamarbejde og vi har netop fået et kultursamarbejde i den regionale kulturaftale hvor samtlige nordjyske kommuner deltager. Jeg havde nær sagt burde vores børn og deres fremtid ikke have første prioritet. Så Jens Arne Hedegaards forslag om at samtlige kommuner enes om, at vi skal satse på at få langt bedre folkeskoler i hele Nordjylland, synes jeg er en rigtig god idé. Det er nødvendigt at have gennemslagskraft, og hvis alle bliver enige om denne satsning, så vil der komme til at ske en hel masse. Det vil også være et signal, der rykker, når resten af landet hører, at nordjyderne har andet på hjertet end en ny motorvej over Egholm. Det kan godt være, vi er den mindste region, men sammenhold gør stærk, og det bør vi vise fremover. Jeg synes, at vi skal slutte op om forslaget fra borgmesteren i Brønderslev om, at alle kommuner satser ekstra på at få en bedre folkeskole. Konkret opfordrer jeg til, at Kommuneforeningen i Nordjylland tager spørgsmålet op med henblik på udvidet samarbejde om folkeskolen.