Lad os få de lister

Intet menneske svæver historieløst rundt i det frie rum. Alle, der er født eller vokset op i det lille, flade stykke af verden, der hedder Danmark, har en historie og en tradition til fælles - hvad enten vi kan lide det eller ej. Den historie og den tradition føres videre især to steder: I hjemmet og i skolen. Når det gælder hjemmet, skal samfundet kun lægge nogle meget overordnede linjer: Forældre skal tage ordentligt vare på deres børn, socialt, psykisk og fysisk. Til gengæld kan - og bør - skolen tage sin væsentlige del af ansvaret for, at børn får et grundigt kendskab til landets historie og dermed også landets litteratur. Derfor kan det kun hilses velkomment, at professor Torben Weinreich fra Danmarks Pædagogiske Universitet har foreslået en såkaldt kanon for børnelitterære værker. Altså en liste over bøger, som børnene skal have læst og gennemgået i løbet af skoletiden. Torben Weinreich vil ikke anfægte lærernes metodefrihed, ligesom hans liste så langt fra vil optage alle skolens dansktimer. Der bliver stadig masser af plads til lærernes egne valg af god litteratur - og såmænd også dårlig litteratur. Men helt ærligt: Hvis elever får lov at fordybe sig i god litteratur - ny eller gammel - så lærer de helt automatisk at skelne mellem kvalitet og det modsatte. Romanbladet skal nok klare sig alligevel. En kanon bør også udstrækkes til den voksenlitteratur, der hører gymnasieårene til. Igen: Det vil være en lille udvalgt skare af navne - og man skal være mere end almindelig ignorant for at nægte, at Holberg, H.C. Andersen og Johs. V. Jensen stadig har noget at sige os. Selvfølgelig bliver det en stor udfordring for lærerne, men ikke al undervisning skal præges af "hvad-synes-du-selv?"-pædagogik. Med en solid reference-ramme, et fælles udgangspunkt, bliver det langt mere givende at beskæftige sig med alt det andet. Den efterhånden store gruppe af børn og unge i Danmark med en baggrund i andre lande vil også have stor fordel af en kontant liste over vigtige danske forfatterskaber. Det vil fremme integrationen at kende baggrunden for dansk tradition og historie - at vide, hvor danskerne og danskheden kommer fra.