Lad os få demokratiske muslimer på banen

Julehyggen i Stockholms gågader blev lørdag eftermiddag afbrudt af to kraftige eksplosioner. En bilbombe og en fanatisk selvmordsbomber, der sprængte sig selv i luften. At det ikke gik værre, må betegnes som intet mindre end et mirakel.

Tænk, hvis bomben var blevet detoneret midt i menneskemængden på et af Sveriges mest befærdede forretningsstrøg. I løbet af søndagen kom der oplysninger frem om, at selvmordsbomberen var en 28-årig iraker, der kom til Sverige som flygtning i 1992. Førend han begik sin udåd, havde han på sin Facebook-profil erklæret, at svenskerne skulle dø. Dels på grund af engagementet i Afghanistan, dels fordi den svenske kunstner Lars Vilks ustraffet har afbildet profeten som en hund. Svenskerne er forståeligt nok chokerede og rystede. Det samme er den svenske statsminister Frederik Reinfeldt, der dog manede til besindighed. Stadig spekuleres der over, hvorvidt bombemanden handlede på egen hånd, eller om flere stod bag. Mange synes at undre sig over, at det kunne ske i Sverige - men hvorfor skulle Sverige være noget særligt. Vi må forstå, at islamisternes had til vesten ikke kender til landegrænser. Nordens første terrorangreb. Ja, det første gennemførte terrorangreb. Vi har allerede været vidner til flere mislykkede - mulige - forsøg. Eksempelvis attentatet på tegneren Kurt Westergaard eller den mystiske tjetjenske bombemand, som blev anholdt i København i september, og som stadig sidder fængslet. De svenske myndigheder har handlet korrekt ved at være til stede på gaderne i Stockholm. Terror og navnlig truslen om terror er desværre noget, vi må lære at leve med. Vi må forstå, at der findes kræfter, som hader vesten, vores demokrati og vores måde at leve på - og at disse kræfter i visse tilfælde findes i vore egne samfund i kraft af indvandringen. At et terrorangreb netop finder sted i Sverige, kan egentlig ikke undre nogen. Sverige har i årevis ført en særdeles liberal og ukritisk indvandringspolitik, og det sidste valg til Riksdagen var udtryk for, at svenskerne for alvor er ved at blive bekymrede. Heldigvis har vi ikke oplevet, at nogen har forsøgt at slå politisk plat på den alvorlige situation. Måske lige med undtagelse af den konservative integrationsordfører, Naser Khader. Uden nogen som helst anledning var han søndag ude at advare mod, at "højreekstremister" vil kunne udnytte den frygt, som terrorangrebet har skabt - og med direkte adresse til Sverigedemokraterne. Naser Khader synes dermed mindre berørt af, at uskyldige risikerer at blive sprængt i luften, end af udsigten til, at højrefløjen skulle forsøge at udnytte denne situation. Jeg erindrer, at der blev gjort forsøg på at etablere foreningen "Demokratiske muslimer". Så vidt jeg husker, druknede det hele i kaos og uenighed. Men var det ikke værd at forsøge igen? Jeg vil gerne se de demokratiske og moderate muslimer tage entydig afstand fra terrorhandlinger. Især når vi netop nu har mere brug for de demokratiske muslimers holdning end nogensinde før. Hvornår ser vi et folkeligt opgør med islamisterne, en entydig afstandtagen fra de formørkede fundamentalistiske kræfter, som får lov at sætte dagsordenen. Fra de muslimske åndelige ledere hører vi ingenting. Jo, vi hører måske lidt om, at terror ikke har noget at gøre med islam, og at selvmord er forbudt ifølge Koranen. Men hvordan kan det så være, at det netop er muslimer, der betjener sig af disse metoder? En 28-årig iraker, der har boet i Sverige siden 1992, kan vel næppe have været på flugt fra amerikanerne i Irak, al den stund hans familie må være flygtet fra Saddam Husseins rædselsregime. Hvor kommer hadet fra? Jeg hører allerede nu argumenterne om, at man ikke kan forlange af muslimerne, at de skal tage stilling. Men hvorfor ikke? Er det frygten for at gå de "forkerte menneskers" ærinde, der afholder dem? Hvorfor finder moderate muslimer sig overhovedet i, at en imam som Abdul Wahid Petersen skal være deres talerør - eller for den sags skyld Islamisk Trossamfund? Hvis en indremissionsk prædikant skulle tale på vegne af mig, skulle jeg nok sige fra med det samme. Jeg ville simpelthen ikke finde mig at blive defineret inden for nogen som helst religiøs kontekst. Kort fortalt efterlyser jeg, at de moderate muslimer selv frigør sig fra deres religiøse spændetrøje. I vil ikke defineres som muslimer? Nej, men så kom ud og bland jer i debatten på lige fod med os andre. Jeg glæder mig til at se flere muslimer engagere sig i hele den danske debat - også om vindmølletestcentre og trafikpolitik. Ikke som muslimer, ikke som tyrkere, irakere eller palæstinensere. Men som ligeværdige borgere i det danske samfund. Det indebærer imidlertid en klar opbakning til det danske demokrati og en ligeså klar afstandtagen fra terror. Jeg mener ikke, at mine krav er urimelige. Lad os nu få de mange moderate og demokratiske muslimer på banen.