Lad os få den rapport at se

SKOLER:Kære Børne- og Ungdomsudvalg. Jeg ser voldsomt frem til de bygningsmæssige forbedringer som sikkert kommer til at følge i kølvandet på visionerne om "fremtidens folkeskole". Ifølge formanden for udvalget har Hellum Skole et "akut renoveringsbehov" på 12 mio kr. Det kan vel tolkes derhen, at det er minimumskrav for at kunne leve op til den standard som udvalget finder passende for "fremtidens folkeskole". Jeg har desværre ikke kunnet finde den meget omtalte renoveringsrapport nogen steder, men jeg synes det er i alles interesse at få den offentliggjort nu. Så kan de andre skoler og bestyrelser se sort på hvidt hvad det er udvalget finder er en "akut" nødvendighed for at få visionen implementeret! Det kunne måske være, at de andre skoler også havde nogle behov - med udgifter som man må gå ud fra at flertallet i byrådet vil bevilge som en selvfølge. Så derfor kære udvalg: Lad os få den rapport at se, så kan vi måske begynde at glæde os til mange forbedringer på skoler overalt i kommunen!