Detailhandel

Lad os hylde Systembolaget

Som sædvanligt tilbragte jeg også i år en stor del af juli i en vidunderlig lille by i midten af Sverige - hvilket betyder knap 700 km nord for Göteborg.

Mellem fiskeri i en rindende flod, køretur i endeløse skove og øde områder i håb om oplevelsen at se i bjørn i fri natur (vi taler nemlig om Sveriges mest bjørntætte område) og dejligt kølige lyse aftener - og nætter - besøgte jeg, også som sædvanligt, Systembolaget i den pågældende by. Et besøg på Systembolaget i Sverige er nemlig en sand fornøjelse. Det statsligt ejede monopol på salg af stærk øl, vin og spiritus. Det vigtigste fundament i svensk alkoholpolitik, hvor en central brik er tanken om, at begrænsning på tilgængelighed samt høje priser skal begrænse forbruget - og dermed alkoholens negative følgevirkninger. I Danmark synes man ikke godt om Systembolaget. Man håner den svenske alkoholpolitik og gør nar af, at alkohol skal købes på "apoteket". Man fantaserer om, at man i Sverige skal vise pas for at købe alkohol, og at staten registrerer hver enkelt borgers forbrug. Myterne i Danmark om Systembolaget og svensk alkoholpolitik er mange. Den reelle viden er begrænset. Før i tiden var mange af Systembolagets butikker små og uden selvbetjening. Da stod man foran en disk, hvor man gav ekspedienten besked om, hvad man ville have. Og i det politisk korrekte Sverige (for den myte er i høj grad sand nok) var der grænser for, hvor meget man ville være bekendt at bestille, når man samtidig skulle se den strikse ekspedient i øjnene. Den tid er forbi. I dag minder Systembolagets butikker om et mindre supermarked - eller en gammel tysk grænsehandel fyldt med alle mulige flasker. Man går rundt i "supermarkedet" med sin kurv og fylder de varer i, som man er kommet efter - eller fristes til under opholdet. Og hvilket udvalg! Meterlange hylder, som fra gulv til loft, er fyldt med et hav af mærker og varianter inden for hver enkelt drik - cognac, likør, whisky, rosé, champagne osv. En flere meter lang hylde kun fyldt med f. eks cognac. Systembolaget har flere varianter af hver enkelt drik, end et dansk supermarkeds samlede udvalg af hele alkoholsortimentet kan præstere. Samtidig er hver enkel vare udstyret med en lille guide om smag, egenthed, indhold osv. Og er man i tvivl om noget, står butikkens personale klar med en formidabel vejledning. Mange danskere handler - trods det høje prisniveau - faktisk hos Systembolaget pga. det imponerende udvalg. Og ønsker man en vare, som ikke findes i sortimentet, kan de bestilles til afhentning i en hvilken som helst Systembolagsbutik i hele Sverige. Under mit ophold i den lille svenske by i juli var der i en weekend byfest - den årlige såkaldte "bjørnefest". Og mange af byens borgere fik sandelig købt ind på Systembolaget fredag eftermiddag og lørdag formiddag - inden der blev weekendlukket til mandag morgen. Byfesten var præget af sang og fest i gaderne. Og også af unge mennesker, som viste sig med alkohol, som de havde fået fra mere eller mindre ulydige kanaler - for købt det selv havde de ikke. "Hvad hjælper det så med Systembolag og alkoholpolitik?", vil mange danskere så spørge. Det hjælper så meget, at der i høj grad er forskel i mængden. Antallet af (helt) unge mennesker med øldåser var - modsat tilsvarende arrangementer i Danmark - stærkt begrænset, og mens man i Danmark ville have oplevet, at de unge slæbte på hele kasser og indkøbsvogne fyldt med øl, var der her tale om mindre end en håndfuld til hver person. Kort sagt er kernen i den svenske alkoholpolitik, at man vil begrænse alkoholens skadelige virkninger mest muligt. Og som led heri sætter man bevidst fokus på de negative sider ved alkohol. Man ønsker at begrænse forbruget mest muligt og via Systembolaget sikrer gennem høje priser, begrænset tilgang og striks alderskontrol, at der faktisk lægges en dæmper på forbruget - trods Systembolagets imponerende udvalg. Og hvor finder man et tilsvarende udvalg, betjening og vejledning? I hvert fald ikke i Danmark, som ellers har så travlt med at nedgøre Systembolaget og Sveriges alkoholpolitik. I et dansk supermarked vrimler det (selvfølgelig) med kasser af to-tre slags øl i selve butikken, mens udvalget af spiritus begrænser sig til en lille hylde i kioskafdelingen. I øvrigt gemt bag en ekspedient, som man ikke skal forvente megen hjælp fra. Prøv f. eks, kære læser - men det kræver, at du er forberedt på alt andet end god service - at stille ekspedienten i supermarkedets kiosk et simpelt spørgsmål om en flaske alkohols smag eller egnethed. Mit bud på det svar, der må forventes, er noget i retning af: "Hvaaaar, øhhhhhh, det ved jeg godt nok ikke, liiiiige", mens vedkommende basker med hænderne eller bider sig selv i neglene og glor åndsforladt op i loftet. Dansk serviceniveau år 2011. Mit seneste personligt oplevede eksempel var i et af Aalborgs største supermarkeder/varehuse. En hylde på højst en halv meter, som rummede hele sortimentet af spiritus - dvs. et par enkelte flasker af cognac, likør, rød Aalborg og lidt vodka. Frit valg på "alle hylder" Hurra for en oplevelse. Jeg var ude efter en flaske "Madeira". Efter at have spejdet (hvilket i øvrigt blev besværliggjort af, at to ekspedienter stod mere eller mindre lige foran og førte indbyrdes samtale) hyldens beskedne udvalg - og ikke kunne finde noget af den nævnte vare - spurgte jeg ekspedienten, om de havde Madeira. Resultatet var, at hun - efter at have tænkt lidt - sagde: "Øøøhhh ja", hvorefter hun tog et stykke chokolade, som vist nok hed "Blomme (eller marcipan) i Madeira". Så var niveauet ligesom lagt for, hvilken service og betjening, man kunne forvente. Og vi taler som sagt om et af de største varehuse i Aalborg. Men vi taler jo også et land og en kultur, hvor alkoholprocenten og graden af følgende fuldskab er væsentligt vigtigere end smag, duft, egnethed osv. Nej, lad os hylde den svenske alkoholpolitik - og ikke mindst Systembolaget og dets udvalg, service og funktion.