Lad os ikke blive nyt Bradford

ISLAMISERING: Tiden er på mange måder ubehagelig for alle, der ønsker at styrke og bevare dansk kultur og identitet. 24.11. kunne DR-studievært Rikke Agerbæk med fryd i sine øjne informere os om, at der nu på flere københavnske skoler holdes fri i to dage for at fejre ramadanens afslutning. Og i Gellerup og Bispehaven i Århus har kommunen taget skridt til at tilpasse byens svømmehaller til de islamiske krav. Bl.a. havde man bekostet særlige badeforhæng og specielle badedragter med lange ærmer(!) til kvinderne. Hver lille indrømmelse til islam virker isoleret set måske ikke så skræmmende, men mønstret er uhyggeligt. Det får en til at tænke på, hvad der allerede er sket i good old England. Jeg tænker på Bradford, som i 1953 havde 350 indvandrere. Rub og stub fra Asien, Vestindien og Afrika medregnet. 350! De nyeste prognoser fra 2001 siger, at den islamiske andel af beboerne ville stige til 130.000 i 2020. I sommeren 2001 satte unge islamister i bydelen Manningham ild til barrikader og angreb diverse cafeer (hvor der fortrinsvis kom hvide englændere) og bombarderede politiet med brosten. Tænker nogen på Nørrebros krystalnat for fire år siden? Ovennævnte islam-sejre giver mig kuldegysninger og får mig til at spørge, om Dansk Folkepartis position i Folketinget er så magtfuld, som pressen ofte erklærer. Ganske vist er indvandringen aftaget, siden VK tiltrådte for to år siden, og takken skal rettes mod DF - men hvis der ikke iværksættes en hjemsendelsespolitik, der modvirker islamiseringen af vort land, er der sket alt, alt for lidt. Og her kan man frygte, at den parlamentariske platform kan blive en slags spændetrøje. Politikeren Søren Krarup (S.K.) har "for lidt virkning". Ingen nulevende forfatter har ellers betydet mere for mig og den proces jeg som mange andre måtte igennem, fra ungdommens naivitet over for de færdigpakkede ideologiske meninger til at erkende sig selv som et rodfæstet, selvstændigt individ med ansvar for Danmarks beståen som danskernes hjem. Og jeg vil, så længe jeg lever, anbefale unge som ældre at læse S.K.'s bøger, navnlig "Selvbesindelse", "Den politiske syge" og "Det moderne sammenbrud". Som forfatter har han nemlig i årtier peget på, hvad der er gået galt for Danmark og hvorfor. I parlamentet har han imidlertid nok måttet sande, at man bliver hvirvlet ind i et parlamentarisk spil med dunkle afkroge og finanslovsbegrænsninger. Mandens seneste artikler har virket tamme. 5.1. skrev Pia Kjærsgaard under overskriften "Nu skal somalierne hjem igen", at "vi skal også have gang i hjemsendelserne af de 12.000-15.000 somaliere, der opholder sig her i landet, og som den tidligere statsminister, Poul Nyrup Rasmussen i sin regeringstid lovede, at der ville ske en national hjemsendelsesplan for." Hvor mange somaliere er siden virkelig sendt hjem eller til nærmeste islamisk styrede land, Pia? Hvis det ærlige og redelige svar er, at somalier-antallet ikke afviger synderligt fra sidste års, kan det være svært at se det voldsomt magtfulde. Skal DF have flertal alene, før møllen maler så dansk, at vi kan begynde at se det i gågader og ved stoppesteder? En national væbnet revolution? Aldeles ikke. Men hvad skal jeg svare unge, som ikke kan forstå, hvorfor der stadig er råd til ovennævnte særbehandling i islamisk favør, når de måske selv bliver flere og flere i gymnasieklassen eller har svært ved at få en læreplads eller bolig? Hvis ikke den repatriering, som DF har foreslået så ofte, kommer markant i gang i det nye år, kan jeg godt forstå, hvis dansksindede unge ender med at resignere eller det der er endnu værre. Og det vil stensikkert glæde islams frontkæmpere i skikkelse af Hizb-ut-Tahrir, hvis talsmand, racisten Fadi A.A.Latif, må være at betragte som den eneste farlige fører i Danmark. (Tragikomisk nok tror mange unge i fuldt alvor på, at det er ham Jonni-med-Oasen.) Og ansvaret for, at der virkelig sker noget, ligger ikke alene hos de 22 DF-folketingsmedlemmer. Det ligger i høj grad hos den enkelte menige dansker. Vi skal vedvarende ytre os imod "Bradfordiseringen" af vort fædreland. Kaj Arildsen, Korsgade 26, Aalborg, er cand. mag. i dansk.

Forsiden