Lad os snakke sammen

Kære Jytte Visti. Du spørger (15.12.) ind til principperne bag kystsikring af vore kyster og fremhæver uretfærdigheden i, at der er tilladt sikring ved Lønstrup og Skallerup, men ikke andre steder - og desuden hævder du, at disse anlæg har forøget nedbrydningstakten ved f.eks. Nørlev.

Med dit indlæg sætter du fokus på en række spørgsmål som mange har stillet i disse dage, hvor vi oplever de dramatiske konsekvenser af den seneste tids voldsomme storme. Det er derfor en kærkommen lejlighed til at forklare kommunens politik. Som bekendt har et overvældende flertal i byrådet valgt at bakke op om princippet: "Der kystsikres kun i forbindelse med helårsbeboelse og infrastrukturelle anlæg". Det sidste gælder f.eks. nedkørsler til stranden, som vi har en forpligtelse til at vedligeholde. Det gør vi altså ikke fordi det "er kommunens ejendom", men for at sikre at borgere og turister får adgang til de strande, som vi vægter så højt i både vores natur- og turismepolitik. Derudover er det vores politik, at "naturen går sin gang" - og ja, jeg kan forsikre dig for, at der ligger grundige overvejelser bag denne politik. Vi har kigget på en masse kystsikringsmodeller, men generelt viser de alle, at de ikke kan standse, men blot forsinke havets indhug i vore kyster. Til gengæld vil det for mange typers vedkommende betyde, at vore strande, som vi kender dem, vil forsvinde - som det f.eks. har været tilfældet ved Harrerenden. Og et anlæg som Harrerendens ville heller aldrig blive godkendt i dag. Det blev anlagt for mange år siden på privat initiativ. Det samme gælder anlægget ved Skallerup, som bl.a. havde til formål at sikre et rensningsanlæg. Det var bl.a. erfaringerne fra disse anlæg, der gjorde at man politisk ønskede at fastsætte en overordnet kystpolitik. Indhugget i vore kyster har stået på gennem mange hundrede år. Mårup Kirke lå i tidernes morgen langt inde på land, lige som de tyske bunkers i sin tid blev bygget solidt og sikkert på toppen af solide klitter, med god afstand til havet. I dag ligger kirken i kasser på det lokale beredskabscenter og de solide bunkersbygninger kan man støde på under en svømmetur. Det bør derfor ikke overraske sommerhusejere, at husenes levetid er begrænset af afstanden til havet. Derfor er det naturligvis stadig trist, når havet pludselig tager det sidste og afgørende hug. Og jeg kan sagtens sætte mig ind i sommerhusejernes følelser, når et elsket samlingssted for mange års familiesammenkomster og gode oplevelser pludselig får så brutal en ende. Men det ændrer ikke på naturens gang eller kommunens politik. Bysamfundet Lønstrup beskyttes som bekendt med nogle faste anlæg. Men som kompensation for den læsideerosion de medfører, har vi valgt hvert år at sandfodre med den store mængde sand, som beregninger har vist, anlægget "snupper ekstra" ved bl.a. Nørlev. Det regnskab skulle altså gå i nul. Så den kystnedbrydning man oplever på kysten, svarer altså til den nedbrydning naturen selv står for, og som har pågået i århundreder. Sidste år påbegyndte vi (med stor succes) at sandfodre Lønstrup fra søsiden - i stedet for at køre hundredevis af lastvognstog ned gennem det gamle fiskerleje. Den mulighed giver nogle perspektiver. Den rene sandfodring er en skånsom måde at forsinke havets angreb på. Så er der sommerhusområder og grundejerforeninger, der kunne være interesseret i også at styrke deres kystområder på denne måde, vil vi fra kommunens side være meget interesseret i et samarbejde, så sandtransporterne på turen mellem Hirtshals og Lønstrup evt. kunne smide en portion af andre steder. (Det gælder naturligvis også strandene syd for Lønstrup og øst for Hirtshals). En sådan fællesløsning indebærer økonomiske fordele for alle parter. Kunne det være et muligt scenarie, så lad os endelig snakke sammen.