Lad skolelærere fåhjælp af pædagoger

Når røgen har lagt sig, når politikerne er færdige med at overbyde hinanden med hurtige løsninger på de spørgsmål, PISA-undersøgelsen rejser, kunne det være reelt nok at forholde sig mere reflekterende til: Hvad er problemet?

PISA-undersøgelsen giver nogle statistiske svar på, hvilke færdigheder danske skoleelever tilsyneladende har eller ikke har. De svar kan fortolkes meget forskelligt, og det bliver de, men i enhver videnskabelig undersøgelse bør grundlaget for spørgsmål og svar lægges frem; og det bliver de ikke i den debat, der raser lige nu. Hvad har de målt, hvorfor og hvordan? Nå... og? Nu kappes kloge hoveder og alle andre såsom mig selv, om at foreslå løsninger på det, der synes at være problemet: vore børn ved ikke nok. De er rod- og rastløse, og oven i købet snakker de i munden på hinanden, uden at vide hvad de snakker om. I hvert fald hvis man skal dømme efter diverse politikeres udsagn. Som lektor på DPU Jens Rasmussen ville sige til det: De er ikke rodløse - de er søgende efter et ståsted i en kulturel mangfoldighed, de er ikke rastløse - de keder sig, fordi undervisning og andre pædagogiske tilbud i dag slet ikke er på omgangshøjde med hvor de, de moderne børn, orienterer sig i mod. De er ikke snakkende - de kommunikerer, fordi de har brug for hinanden og os voksne at spejle sig i, for at kunne finde sig selv i det moderne samfund de vokser op i. Og hvad er så vores svar? Mere af det, der i forvejen ikke virker: test (eller prøver som det hed, da jeg gik i skole), mere danskundervisning, gerne med gammeldags tekster ( ikke et ondt ord om "Guldhornene") mere matematik osv. osv. Et muligt svar på, hvad man så skal stille op med disse urolige og uvidende børn, de der er vores største ressource, vort lands håb og til hvem vi retter en stille bøn om en tryg alderdom, skal ikke søges hos børnene. Det er ikke dem, der er noget galt med. Set fra min pind, som er beskæftigelse med lærere og pædagogers grund- efter- og videreuddannelse, ligger svaret et andet sted: Det handler om at udnytte de uddannelsesmæssige ressourcer på en anden måde - og iøvrigt gerne flere ressourcer end dem, der er til rådighed, og som der til stadighed skæres ned på af skiftende regeringer og ministre. Lad pædagogerne komme til! Det betyder ikke, at lærere i dag ikke udfører et kæmpe og meget prisværdigt arbejde med at skabe spændende undervisningsmiljøer, hvor børn kan komme til at lære noget. Det betyder, at lærerne har brug for hjælp. Hjælp fra fagligt velkvalificerede pædagoger, der kan begrunde, tilrettelægge og gennemføre pædagogiske processer, der giver børn mulighed for udvikling af personlige og sociale kompetencer. Kompetencer, der netop danner grundlag for at kunne deltage i fællesskaber, hvor der er ret til og mulighed for læring. Pædagoger kan oven i købet dokumentere og evaluere hvad der sker i disse læringsmiljøer. Altså: pædagogerne ind i folkeskolen i meget større omfang, end vi ser i dag. Ja, der burde være både en pædagog og en lærer som team om hver eneste klasse i hver eneste skole i landet. Og endnu bedre: skab forudsætningerne for dette samarbejde, hvor også forældre har plads, gennem formaliseret fælles uddannelse for både lærere og pædagoger. Gerne et fælles indgangsår, med videnskabsteori og pædagogik, sociologi og pædagogik. Så en specialisering mod fag og funktionsområder, og sidst men ikke mindst, fælles arbejdsvilkår og tjenestetidsaftaler, hvor hovedparten af tiden tilbringes sammen med børnene, men hvor der er fælles forberedelsestid for alle. Tid til samarbejde, udvikling af pædagogikken og til dokumentation og evaluering af, hvordan børn i dag lærer. Hvis vi vil vore børn det godt, og det vil vi jo, må vi altså lade være med hele tiden at placere problemet hos vore børn, men gribe i egen barm og erkende (som nogle politikere så har ret i), at det vi byder børnene i dag er ikke godt nok. Lad os nu se nogle investeringer i uddannelsen af de lærere og pædagoger, der i dag har ansvaret for den tid børnene er i skole og institution. Og lad os nu holde op med hele tiden at se på børns skolegang i dag i lyset af vor egen skoletid. Det var ikke godt nok dengang, det ved vi alle, og ja, vi var også selv nogle røddder dengang, men nu er tiden altså en anden og der er brug for at vi tager ansvaret på os. PISA eller ej - hvis børn i dag ikke ved noget - eller ved nok, hvis man ellers som snart 50-årig kan vide hvad børn har brug for at vide - så er det vores ansvar at sørge for, at de kan komme til at vide det, de har brug for, og under ordentlige forhold så alle kan deltage.