Lad taxa overtage offentlig transport

BUS:Så skal man til at finde penge til NT igen, og igen er det de samme travere, der findes frem: Lån, nedskæringer i drift eller højere billetpriser. Hvornår erkender politikerne i amtet, at offentlig trafik i tyndt befolkede områder er en dødssejler? Jeg er klar over, at NT er andet end blot en fordelingscentral, men arbejdet er af en karakter, som de nordjyske taxa-centraler har lavet i årevis, så hvorfor ikke udlicitere opgaven til dem? Så kendte man da driftsomkostningerne. I stedet har NT været ude med tilbud om, at man kunne lave arbejdet billigere bl.a. med bybusserne i Hjørring. Hvis man kører for lånte penge og tilskud fra det offentlige, kan det sikkert lade sig gøre, men i almindelig fri og fair konkurrence kan man ikke gøre det. Det koster, så vidt jeg er orienteret, 4000 kr. pr. 8 timer at have en bus kørende. Det kan man så gange op med det antal linier, der er i drift, hvorefter man kan gange det hele med to, idet der er to skift på næsten samtlige linier. Der kan altså køres noget taxa for de penge. Jeg har her i Hjørring erfaret, at der er tjent penge på at stoppe bybusserne kl. 19 hver aften og i weekenden. Mange penge. I stedet kører taxa med de relativt få mennesker, der ellers ville have brugt bussen. Det må da give stof til eftertanke?