Lokalpolitik

- Læg asfalt på den nye sti

Borgerforening frygter, at sparsommelige politikere vælger halv løsning på Løgstørbanen

HORNUM:Det har været længe undervejs. Men nu kører arbejdet med at få omdannet den gamle Løgstør-bane - i bogstaveligste forstand - på skinner. Der har ikke kørt tog på strækningen siden 1999, og banen er gået mere og mere i forfald, og det er frustrerende for de lokale borgere at kigge på. Jens Christian Jacobsen er formand for byfornyelsesudvalget under Hornum Beboerforening. Han har længe presset på for, at strækningen skulle have en ansigtsløftning. - Jernbanen er i forfald, og det ser forfærdeligt ud. Den sender et dårligt indtryk, og derfor er det nødvendigt, at der sker noget, og det kan ikke gå hurtigt nok, siger Jens Christian Jacobsen. At han langt fra er alene med den holdning, kan byplanlægger Birgitte Juhl mærke. Hun har fået stribevis af henvendelser fra borgere og foreninger, og de har alle et bud på, hvad man kan gøre. - De mange indlæg har betydet, at vi ved meget om, hvad folk ønsker. Og det giver selvfølgelig flere nuancer i vores arbejde, siger Birgitte Juhl, der har repræsenteret Aars i en fælles arbejdsgruppe. Asfalt eller stenmel Hun siger, at det allerede nu ligger fast, at jernbanen i fremtiden skal være en rekreativ sti, hvor der er gode cykel- og gåmuligheder. Men der er stadig tvivl om, hvordan stiens belægning skal være. En dyr asfalt eller en billigere, men mere grov form for belægning, der kaldes stenmel. Arbejdsgruppen har netop afleveret en redegørelse til politikerne, hvor den foreslår stenmel. Det er udelukkende på grund af økonomien, forklarer Birgitte Juhl. - Hvis der skal asfalt på hele strækningen, vil det koste cirka 40 millioner, mens det kun koster 23 millioner at bruge stenmel. Ingen tvivl om, at det ville være bedre med asfalt, men det kan godt fungere med stenmel, siger hun og henviser til, at man på en anden tidligere banestrækning i kommunen bruger stenmel, og at folk både cykler og kører på rulleskøjter der. Det er Jens Christian Jacobsen fra Hornum Beboerforening ikke helt enig i. Han synes, at den billige løsning kun er en halv løsning. - Vi skal formentlig til at renovere strækningen igen om nogle år, hvis ikke vi vælger asfalt, og så er vi jo lige vidt, siger han. Beslutning på vej Den gamle jernbane er godt 80 kilometer lang. En fjerdedel af strækningen løber gennem Aars kommune, og det betyder, at byen rundt regnet skal betale en fjerdedel af gildet. Om det bliver en asfaltfest eller en stenmels-sammenkomst belutter byrådet sidst i maj. Men arbejdet slutter ikke der. På et senere tidspunkt skal der også tages stilling til, hvad der skal ske med de områder, der grænser op til banestrækningen. Det er politikerne på Christiansborg, der skal træffe den endelige beslutning om nedlæggelse af Løgstør-banen. Men det vil de først gøre, når de seks berørte kommuner formelt har taget stilling til sagen. Ifølge Birgitte Juhl betyder det, at det ikke varer forfærdeligt meget længere, før borgerne kan opleve en ny banestrækning. - Nu er der håb forude. Vi satser på, at Folketinget træffer beslutning om det allerede i efteråret, forklarer Birgitte Juhl, byplanlægger i Aars kommune.