Skattepolitik

Læg skat på jordværdi

BOLIGMANGEL:Hvad sagde vi? Det er efterhånden blevet svært for de unge at få råd til eget hus i og omkring de store byer, fortalte Radioavisen 16.9. Hvad sagde vi? Det har Retsforbundet forudsagt flere gange, uden at ret mange har haft lyst til at lytte til, hvad partiet har sagt. Det, Retsforbundet har sagt, er, at ethvert fremskridt øjeblikkeligt resulterer i højere priser på byggegrunde, og jo større en by bliver, jo mere koster grundene. Det er derfor, Retsforbundet bl.a. foreslår en skat af jordens handelsværdi, for kun ved at indføre en løbende afgift på jordens handelsværdi kan vi gøre det lettere for de unge at få deres eget hus. Hvis vi samtidig letter de personlige skatter, vil vi være godt på vej til at skabe et idealsamfund, for jordens handelsværdi skaber vi allesammen i fællesskab, og derfor er det mest rimeligt, at den værdistigning bliver inddraget til afløsning af andre skatter. Dertil kommer, at en skat af jordens handelsværdi er meget lettere,og dermed også billigere at administrere end personlig skat, så også det er en oplagt fordel. Så hvad nøler politikerne efter? Måske er de bange for at komme til,at søbe de kål, som de selv har svinet til, for i mange år har de gamle partier jo forsøgt at latterliggøre Retsforbundet, og det er jo også meget lettere. Men tænk om man nu var modig til at indføre en skat af jordens handelsværdi,så ville mange problemer, altså ikke bare de unges huskøb, være løst.