Læge-aftale forlænget

De fire læger i lægehuset i Brovst har forlænget aftalen med regionen om at tage sig af de patienter, som var tilknyttet den nu pensionerede læge Ole Hougaard Enevoldsen i Brovst.

- Vi havde en aftale om at passe Hougaards patienter frem til 1. august. Men den aftale er forlænget til at gælde frem til 1. februar 2010, fortæller praktiserende læge Svend Fonslev, Brovst. - De pågældende patienter er ikke blevet orienteret af regionen om forlængelsen af aftalen. Derfor kan der måske opstå en bekymring hos nogen for at stå uden læge fra 1. august. Men der er altså ingen grund til bekymring, siger Svend Fonslev. Han tilføjer, at der er begrundet håb om, at lægehuset i Brovst igen vil være bemandet med fem læger fra 1. januar 2010.