Læger

Læge melder grønlandsk kommune til politiet

Nuuk, fredag /ritzau/ Chefdistriktslægen i Nanortalik i Sydgrønland har meldt den lokale kommune til politiet for at sylte en række sager om blandt andet misrøgt af børn. Ifølge lægen har Nanortalik Kommune svigtet i otte sager, der har stået på imellem et og syv år. Og lægen går til politiet, fordi han i flere måneder forgæves har forsøgt at få politikere og embedsmænd i tale om problemerne. - Men jeg får kun henholdende svar om, at kommunen sætter noget i gang, og så sker der ikke mere. Derfor går jeg til politiet, siger chefdistriktslæge Rune Jacobsen til Ritzau. Lægen anklager kommunen for ikke at overholde en landstingsforordning fra 2003 om hjælp til børn og unge. Forordningen slår fast, at kommunen har pligt til at hjælpe, hvis den får kendskab til, at børn og unge f.eks. bliver udsat for misrøgt. Forordningen fastslår desuden, at f.eks. kommunalpolitikere kan straffes efter den grønlandske kriminallov, hvis reglerne ikke bliver overholdt.