Læge truer med at opsige aftale

Hjørring-formand utilfreds med amtets indsats

Aalborg 1. juni 2003 08:00

HJØRRING: Formanden for de praktiserende læger i Hjørring, Bent Faurholt Olesen, truer med at opsige sin overenskomst med amtet og oprette privat lægeklinik, hvis den akutte mangel på praktiserende læger i Nordjylland skubber flere patienter over på hans praksis. Bent Faurholt Olesen mener, at amtet intet gør ved lægemanglen, og han er utilfreds med, at der ikke for længst er tænkt på en nødplan. - Alle prognoser viser, at situationen ikke ser ud til at blive bedre i de næste 12 år. Og hvad sker der, når den næste praksis ikke kan besættes? Så vil man have, at vi skal tage flere patienter ind. Jeg har 2400 patienter i øjeblikket, og hvis jeg pludselig får besked på at tage 300 flere ind, så opsiger jeg min overenskomst og opretter en privat lægeklinik, siger Bent Faurholt Olesen. Han skrev for to år siden til Hjørring Kommune om problematikken, men situationen er stadig den samme. Faktisk er den forværret. - Vi kan stadig ikke tiltrække læger til landsdelen. Og imens er lægerne kommet to år tættere pensionsalderen. Hvis jeg falder død om i morgen, så står borgerne i Hjørring med et stort problem. Hvor er nødplanen?, spørger Bent Faurholt Olesen. Situationens alvor er for længst gået op for Svend Aabom, der er formand for de praktiserende læger i Nordjyllands Amt. Men en vidunderløsning på problemet kan han ikke diske op med, uanset hvor meget han end har lyst. - Hvad skal vi gøre? Vi kan jo ikke stampe læger op af jorden, der ikke vil. Vi forsøger at overtale nyuddannede læger til at blive i amtet. Desuden skal vi se, om vi kan holde på de ældre læger lidt længer, siger Svend Aabom. Søndag 8. juni er der arrangeret et møde på Lægekredsforeningens kontor i Aalborg, hvor sygehuslæger, der kan gå ind i almen praksis, er inviteret.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...