Lægebilen skal rulle aften-timerne

Vi skal sikre at borgerne får en større tryghed, fastslår støtteforeningen for Frederikshavn Sygehus

FREDERIKSHAVN:Den gule lægeambulance skal rulle i flere af døgnets timer. Støtteforeningen for Frederikshavn Sygehus er langtfra tilfredse med den akut-dækning, det lokale sygehus kan byde borgerne, og mener derfor, at lægebilen skal være udrykningsklar også uden for normal åbningstid - Den skal være i drift også i aftentimerne. Det dur ikke, at nøglerne hænges i skabet kl. 15.30. Det giver ikke borgerne den fornødne tryghed, siger Hans Sejlund fra Støtteforeningen. Han ser gerne, at lægebilen først stopper i de seneste aftentimer. - Vi har en forståelse for, at der skal en omkostningsvurdering til. Vi håber så på, at amtspolitikerne har en forståelse for, at også folk i Nordøstvendsyssel har behov for reel tryghed, siger Hans Sejllund. Det er Flådestationen, der bemander den nuværende lægebil inden for dagtimerne. Og på Flådenstation Frederikshavn er man klar til at bemande lægebilen i flere af døgnets timer. - Vi har lægerne og lægeassistenterne og er klar til at påtage os den ekstra opgave, siger overlæge Bjarne Møller. Men driften koster og de penge skal findes andet steds. - Vi vil nu kontakte amtet og fortælle, at der er læger som er villige til at påtage sig dette ekstra ansvar uden for arbedstiden. Så forventer vi til gengæld, at amtet tager deres ansvar alvorligt og sikrer vore borgere en bedre tryghed i hverdagen, siger Hans Sejlund.