Hjørring

Lægekørsel kører mere i medvind

Siden Hjørring Kommune ændrede på lægekørselsordningen, ser det nu bedre ud end for bare tre måneder siden, hvor der var mange klager om for lang ventetid.

I september klagede patienter, der benyttede kommunens lægekørselsordning, over, at de måtte vente alt for længe på taxaen. I dag venter patienterne knap så længe.ARKIVFOTO: Carl Th. Poulsen

I september klagede patienter, der benyttede kommunens lægekørselsordning, over, at de måtte vente alt for længe på taxaen. I dag venter patienterne knap så længe.ARKIVFOTO: Carl Th. Poulsen

Sundheds- Ældre - og Handicapudvalget (SÆH) besluttede i september måned, at der skulle justeres på ordningen og satte 400.000 kroner af til at forbedre den. Ifølge SÆH-udvalgets formand, Karl Bornhøft (SF), bærer den ekstra indsats nu frugt. - Det kører meget bedre med ordningen. Det viser, at de beslutninger, vi traf i september måned, fik løftet kvalitetsniveauet, som vi måtte erkende, var for ringe på det tidspunkt, forklarer han. I september måned var der klager fra patienter, der blev kørt til læge en hel time, før de havde en tid og efterfølgende måtte vente i op til en time på at blive hentet igen. SÆH-udvalget lavede derfor deres standarder for ordningen om, sådan at patienten maks måtte hentes en halv time før og efter konsultationen. I dag bliver 93 procent af turene gennemført indenfor den maksimale tid. Der er dog stadig lige de 7 procent, hvor det ikke overholdes. Det mener Karl Bornhøft, at kommunen kan gøre bedre i fremtiden. -Jeg vil ikke bare sige, at det her er den optimale løsning, for det kan man ikke sige på nuværende tidspunkt. Ventetiden er blevet lavere, men det er da rimeligt nok at diskutere, om det stadig er godt nok, siger han og understreger, at selvom der er satset mange penge på projektet, er der stadig budget til at forbedre det endnu mere. marie.bergmann@nordjyske.dk