Lægens ord er ikke altid de rigtige

Gulerødder og andre alternative behandlingsformer bør inddrages

Danmark 17. september 2002 08:00

I komplementær medicin eller behandling vil man finde frem til det bedste tilbud fra den etablerede lægevidenskab og det bedste fra det, man i dag kalder alternativ behandling. Grænsen mellem lægeverdenen og den alternative verden bliver mere og mere flydende, og det kan for forbrugerne være meget svært at finde frem til og vurdere kvaliteten af den behandling, de får. Det væsentlige må imidlertid være, at de, der søger hjælp, får det bedre, og at behandlingen ikke skader. Dertil må lægges, at behandlerne på begge sider er så veluddannede, at de ikke overser sygdomme, der så kan udvikle sig og blive farlige, fordi de ikke bliver behandlet ordentligt i tide. Dette kan ske både i den etablerede og i den alternative verden. Der er for mange fejl, ulykker og skader i tiden. Bivirkninger, fejlmedicinering og ulykker i det lægelige system er den tredie hyppigste dødsårsag i USA, og der er ikke grund til at tvivle på, at vi har det samme problem i Danmark. Overbehandling er et stort problem, selvom medicinalindustrien selvsikkert har forsøgt at bilde befolkningen ind, at vores lave middellevetid skyldes for lidt medicin. Sygdom skyldes ikke mangel på medicin. Underbehandling er dog også et problem, især på smerteområdet. En femtedel af danskerne lider af kroniske smerter. Vi ved, at hvis man ikke behandler smerter effektivt og hurtigt, øges smertefølsomheden, og smerterne bliver hurtigt kroniske. Med en ventetid på op til tre år på at komme på en smerteklinik er det ikke underligt, at befolkningen søger alternativ behandling. En behandling, der udelukkende sker med smertestillende lægemidler, er ikke god nok. Smertetærsklen falder, og folk bliver afhængige og bedøvede. Der er brug for en behjertet indsats fra hele sundhedssektoren, hvori jeg gerne ser den alternative sektor som en integreret del. Den gør allerede i dag en stor indsats for at hjælpe mange mennesker til en større grad af sundhed. I en tid, hvor psyko-neuro immunologien er blevet en accepteret videnskab, og man har accepteret, at sindet gennem hjernen sender signaler til hele kroppen via ikke alene nervesystemet, men også hormonsystemet og immunsystemet, må man også acceptere, at behandleren i sig selv er et lægemiddel. I sin tid skrev den engelske psykiater Michael Balint om "The Drug Doctor" - lægen som lægemiddel. Det kan være, at dosis af dette lægemiddel i dag er blevet for lille, for mange føler, at der ikke bliver lyttet nok til dem, og de ikke bliver taget alvorligt. En vigtig grund er, at alt for mange går til læge med ting, som de udmærket selv kunne klare, og det æder lægens tid, sammen med det enorme kontorarbejde med blanketter, erklæringer og andet kontrolarbejde. I løbet af 14 dage bliver 95 procent raske af sig selv, så folk burde synke spyttet og bruge tiden på selv at finde ud af, hvad der er galt og hvorfor. Herimod står dosis af alternative behandlere, der oftest er væsentligt større, så kommunikationen forbedres, og der bliver mere tid til patienten til at forstå sig selv og sit liv. Det ene system udelukker ikke det andet – tværtimod. Der skal bygges broer, så de to parter kan mødes, og komplementær behandling skal vinde indpas overalt. Broerne skal bygges på forståelse fra begge sider af floden, og helst i et tillidsfuldt og nært samarbejde. Det ville kunne ske i sundhedscentre, hvor begge parter også kan lære hinanden at kende som mennesker og kan støtte hinanden i hverdagen. Vi må kende vor egen og hinandens styrke og begrænsninger, forsøge at forstå hinanden og tale samme sprog, og først og fremmest lade være med at skade vores patienter. I stedet skal vi styrke dem og deres selvhelbredende kræfter gennem det gode danske ord "empowerment". Både læger og alternative behandlere skal være konsulenter, så de ikke tager ansvaret fra deres patienter, men oplyser dem om deres muligheder og støtter dem både menneskeligt og behandlingsmæssigt hen ad vejen. Vi har brug for en ortomolekylær tankegang, hvor det drejer sig om at hjælpe folk til en sund livsstil og til supplement med kosttilskud, som kroppen og sindet på det molekylære plan har brug for til at kunne helbrede sig selv og klare de kemiske, fysiske og psykiske stressbelastninger, som vi i dag er udsat for. Det, vi mest af alt mangler i dag, er et fælles sprog og grundlag for at kunne hjælp folk, der gerne vil bevare eller genvinde deres sundhed. Naturvidenskab er ikke nok, der skal også tillægges lægekunst, som ikke kun kan udføres af autoriserede læger. Vi kan alle være læger for hinanden, ligesom vi kan være præster for hinanden. Dokumentation Men vi kan ikke komme videre i et godt samarbejde uden at dokumentere det, vi gør, på begge sider af den flydende grænse. Som det er i dag, er det næppe mere end 20-25 procent af det, som læger gør, der er evidensbaseret og grundet på solide videnskabelige undersøgelser. Cochrane Instituttet har oven i købet meldt ud, at det højst er seks procent af lægevidenskabelige undersøgelser, der er udført ordentligt, så de er til at stole på. I British Medical Journal melder man ud, at det nok er 10 procent, men det er stadig sørgeligt få. Den lægevidenskabelige forskning er i alt for høj grad profitorienteret og styret af sponsorer. Der er brug for uafhængige forskere og statslig finansiering uden påvirkning fra industrien. Dokumentationen kan ikke klares med dobbeltblinde og randomiserede forsøg alene. Der er også brug for hermeneutisk forskning, en indlevelse i og forståelse af det, vi gør, når vi behandler og hjælper mennesker, og historisk forskning, der i hvert enkelt tilfælde dokumenterer det, der er sket i et møde mellem patient og behandler. Og hvad der kom ud af det, både på kort og langt sigt. Det har endda forskningens "grand old man", professor Henrik R.Wulff sagt. Vi behøver ikke kun komplementær medicin, men også komplementær forskning. Og den historiske og hermeneutiske forskning skal ikke kun ske i hovedet på alternative behandlere og læger. Den skal skrives ned i et ordentligt journalmateriale med et system, hvor man ikke blot kan smide de mislykkede tilfælde bort. Det er en stor udfordring for Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling at finde frem til nye forskningsmetoder, der kan tilfredsstille måske især de alternative behandlere, hvis etik har svært ved at klare, at man skal behandle med placebo uden at vide, hvem der får det. Ideelt set skal hver eneste patient have den individuelle behandling, som ser ud til at have størst chance for at gavne vedkommende. Men for at finde frem til denne behandling, er vi nødt til at forske, tælle og sammenligne. Kun på den måde kan vi komme i en egentlig dialog med hinanden og nå frem til at anvende komplementær behandling på et ordentligt erfaringsgrundlag. Jeg vil gerne citere den fremragende brasilianske pædagog Paulo Freire, der om dialogen siger: "Dialogen er en horisontal relation, et udbytte og en kommunikation mellem to væsener. Det er en relation grundet på sympati, som muliggør en fælles udforskning, og som derigennem skaber en frugtbar kritisk holdning". Han skriver også om antidialoger: "En antidialog er derimod en vertikal relation, hvor den ene part befinder sig over den anden. Den er sådan indrettet, at den umuliggør en egentlig kommunikation, et fælles udbytte og en fælles udforskning. Den sympatiske relation ødelægges i antidialogen, eftersom antidialogen ikke kommunikerer, men udfærdiger kommunikéer". Han siger også: "Således kan man ikke gå ind i en sand dialog," hvis jeg altid projicerer uvidenhed ind i andre og aldrig opfatter min egen". Når man snakker brobygning mellem lægeverdenen og den alternative verden, er det godt at reflektere over Paulo Freires gode ord. Jeg håber, der bliver lyse tider for den sande dialog og den sande udforskning af, hvad der er til gavn for menneskers og samfundets sundhed.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...