Lægepioner

¤Joseph E. Murray, nobelpristager og en af lægevidenskabens pionerer, fylder i dag 90 år. Joseph E. Murray foretog i december 1954 verdens første vellykkede nyretransplantation. På et hospital i Boston stod Murray i spidsen for et hold af kirurger, der fjernede en nyre fra Ronald Herrick og transplanterede den til hans tvillingbror Richard Herrick. Operationen lykkedes, patienten levede otte år med sin brors nyre, og dermed var en ny lægevidenskabelig milepæl sat. En anden læge havde i 1952 transplanteret en nyre fra mor til søn, men den blev afstødt efter 22 dage. Joseph E. Murray modtog i 1990 nobelprisen i medicin for sine opdagelser inden for organ- og celletransplantation. I dag får hvert år op imod 30.000 patienter en nyre, heraf typisk mellem 160 og 170 i Danmark. Omkring 550 danskere står på venteliste til en ny nyre./ritzau/