Læger: For få børn vaccineres

Læger 1. marts 2007 05:00

Travlhed, bevidst fravalg og bivirkninger får forældre til undgå børnevaccinerne. Hvert fjerde barn har ikke fået alle tre anbefalede DiTeKiPol-vaccinationer, og mange får stikket for sent, viser nye tal ifølge morgenavisen 24timer. På Statens Serum Institut er de bekymrede, men mange danske småbørnsforældre deler ikke eksperternes uro over risikoen for sygdommene difteri, stivkrampe, kighoste og polio, som vaccinen dækker. For hvor stor risiko er der for, at et barn får polio? Det spørgsmål stillede Anne-Christine Neumann sig, da hun blev mor. Hendes svar var ”meget lille”. Derfor er Jonathan på syv og Paula på fire år ikke vaccineret mod andet end stivkrampe. Det mener afdelingslæge Peter Henrik Andersen fra Statens Serum Institut er en fejl. - Hvis for mange undlader at få deres børn fuldt vaccineret, risikerer vi at se sygdommene i udbrud igen. Derfor er det vigtigt, at forældre følger Sundhedsstyrelsens anbefaling og får vaccineret deres børn, når de har den alder, som Sundhedsstyrelsen anbefaler. Vi vaccinerer jo ikke uden grund i Danmark. Selv om sygdomme som difteri og stivkrampe er sjældne, er det jo alvorlige sygdomme, som i yderste tilfælde kan være dødelige, siger afdelingslæge Peter Henrik Andersen til 24timer. Mens nogle forældre bevidst vælger vaccinen fra, får andre det bare aldrig gjort. - Nogle forældre glemmer simpelthen at tage deres børn til lægen eller får det aldrig passet ind i deres travle hverdag, selv om vi sender rykkere, siger formanden for de praktiserende læger, Michael Dupont, der mener, at alt for få danske børn bliver vaccineret. Ifølge den nye opgørelse over DiTeKiPol-vaccinationer får de fleste børn en eller to af de tre omgange vaccine, som Sundhedsstyrelsen anbefaler. - Vi læger oplever, at en del forældre vælger den anden eller tredje vaccination fra, fordi deres børn får lette bivirkninger af den første vaccination, forklarer Michael Dupont.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...