Selvmord

Læger offentliggør liste: Her er det bedste medicin til selvmord

Den danske liste er meget mere brugervenlig end lignende vejledninger på engelsk, siger dansk overlæge

Der er cirka 12.000 selvmordsforsøg i Danmark om året, hvoraf halvdelen sker ved medicinsk forgiftning. Arkivfoto: Scanpix/Morten Dueholm

Der er cirka 12.000 selvmordsforsøg i Danmark om året, hvoraf halvdelen sker ved medicinsk forgiftning. Arkivfoto: Scanpix/Morten Dueholm

DANMARK: En gruppe læger har på en hjemmeside offentliggjort en liste, der vejleder mennesker i, hvordan de bedst kan begå selvmord med medicin. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Gruppen "Læger for aktiv dødshjælp" arbejder for lovliggørelsen af aktiv dødshjælp for alvorligt syge i Danmark. I et dokument skriver gruppen blandt andet, at listen skal få politikere til at få øjnene op for lovliggørelsen.

Men listen bekymrer Merete Nordentoft, der er overlæge ved Psykiatrisk Center København og professor i psykiatri ved Københavns Universitet. Hun mener, at den brugervenlige liste kan øge risikoen for dødelighed i en stor gruppe af befolkningen:

- Det er fuldstændigt vanvittigt, at de kan finde på det. De sætter folks liv i fare. Man risikerer, at nogen kommer til at dø, som ellers ville have overlevet og være kommet væk fra deres selvmordsintentioner, siger Merete Nordentoft til Kristeligt Dagblad.

Der er cirka 12.000 selvmordsforsøg i Danmark om året, hvoraf halvdelen sker ved medicinsk forgiftning.

Formanden for Det Etiske Råd, Gorm Greisen, mener, at det er noget helt andet at lægge en vejledning på internettet end at hjælpe et konkret menneske med at dø.

- Der findes jo mange tilfælde af selvmordstruede, som ikke er hverken gamle eller kronisk syge, siger Gorm Greisen til Kristeligt Dagblad.

Frontfiguren for "Læger for aktiv dødshjælp" er den pensionerede overlæge Svend Lings. Han er allerede nu tiltalt for sidste år at have forsøgt at yde aktiv dødshjælp til en patient og risikerer tre års fængsel.

- Vi henvender os med vejledningen ikke til den danske befolkning i al almindelighed, vi henvender os kun til de alvorligt syge, som ikke kan hjælpes længere, siger Svend Lings.

Fyns Politi vil nu kontakte anklagemyndigheden. De har ikke modtaget en konkret anmeldelse på sagen, men vil se på, om der er belæg for at undersøge sagen nærmere. /ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst