Læger og præst tog imod løsladte gidsler på dansk fregat

De frigivne gidsler lægger ikke skjul på, at de har gennemlevet 838 dages mareridt, men de er lettede og glade

Læger og præst tog imod løsladte gidsler på dansk fregat

Da de seks søfolk, der var piraternes fanger i 838 dage i Somalia, endelig kravlede ud af helikopteren og ud på dækket af fregatten Iver Huitfeldt, lyste glæden og lettelsen ud af dem.

Det fortæller kommandørkaptajn Carsten Fjord-Larsen i en telefon fra fregatten, der befinder sig et sted ud for Somalia kyst.

- Det var deres første skridt på vejen ud i friheden. Det var en utrolig glæde og lettelse for dem, at de endelig var om bord. Det var også et stort øjeblik for besætningen, siger han.

De frigivne gidsler blev straks mødt af et hold af læger, sygeplejersker, en præst og folk fra besætningen, der det første døgn var deres primære kontaktpersoner.

- Vi har haft stærk fokus på deres helbred og efter omstændighederne har det de godt. Søren Lyngbjørns tilstand er også bedre end forventet, og det er en dejlig viden, siger han med henvisning til den danske styrmand, der har været meldt stærkt svækket under tilfangetagelsen.

- I første omgang er det de ting, vi andre tager for givet, der har fyldt døgnet. Et varmt bad, rent tøj og sengetøj, en kop kaffe og et rundstykke til morgenmad, fortæller Carsten Fjord-Larsen.

Hurtigt blev der også røget cigaretter på dækket og set tv.

- Men der bliver ikke lagt skjul på, at de har gennemlevet 838 dages mareridt, siger han.

Derfor føles de små ting også som store ting.

- Glæden ved at sidde sammen og spise middag på en stol og ved et bord, bliver pludselig en stor ting, når man ikke har siddet sådan i årevis, siger han.

Søfolkene har talt med deres familier og set sig selv i nyhedsudsendelserne i tv og det har alt sammen været meget overvældende, siger han.

Hvor fregatten er på vej hen og hvornår søfolkene kommer hjem til deres familier, ønsker kommandokaptajnen ikke oplyse - kun dette:

- Vi er på vej væk fra den somaliske kyst.

De to danske søfolk Søren Lyngbjørn og Eddy Lopéz og deres fire filippinske kolleger blev tirsdag frigivet efter års fangenskab.

Skibet Leopard blev kapret af pirater 12. januar 2011. Piraterne fik ikke skibet med, men kidnappede den seks mand store besætning.

Angiveligt lavede rederiet Shipcraft en aftale om frigivelse for en løsesum på mellem 30 og 40 millioner kroner den 14. april.

Torsdag blev den første del af løsesummen kastet ned, og tidligt tirsdag morgen blev endnu en portion løsepenge leveret til piraterne.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.