Læger overvejer operation af pavens luftrør

Rom, torsdag /ritzau/AFP Læger, som plejer den aldrende Pave Johannes Paul II på Gemelli-hospitalet i Rom, overvejer, om de skal gennemføre en operation af pavens luftrør. Læger ved Gemelli-hospitalet i Rom, hvor Pave Johannes Paul II er indlagt, overvejede torsdag aften at gennemføre en operation af pavens luftrør. Det rapporterer nyhedsbureauet ANSA. Den 84-årige sygdomssvækkede pave blev hasteindlagt tidligere torsdag med åndedrætsbesvær og blev torsdag aften overført til en operationsafdeling. Læger konsulterede torsdag aften kolleger og eksperter, om en operation - et såkaldt snit i luftrøret - kunne forbedre pavens tilstand. Det er anden gang inden for en måned, at paven indlægges med besvær med åndedrættet. En talsmand for Vatikanet sagde, at paven havde fået et tilbagefald af den influenza, som plagede ham i begyndelsen af februar. /ritzau/AFP