Læger risikerer fængsel for selvmordshjælp

To pensionerede læger fra Fyn er tiltalt for at have udskrevet medicin, der kan bruges til at begå selvmord

Ritzau
Svend Lings har gennem flere år åbent fortalt, at han hjælper syge til at begå selvmord. Han er midlertidigt frataget sin autorisation som læge. Kammeradvokaten undersøger i øjeblikket, om den skal fratages permanent. Foto: Fotograf Sonny Munk Carlsen/Ritzau Scanpix
Kriminalitet 3. september 2018 04:30 - Opdateret 3. september 2018 06:15

FYN: Dagligt kontaktes pensioneret overlæge Svend Lings af uhelbredeligt syge, der vil tale med ham om, hvordan de kan afslutte livet.

Nogle ønsker at dø nu, andre frygter, at deres smerter skal forværres, og de vil have hans hjælp til at forberede sig på, hvordan de mest sikkert kan komme herfra.

- De fleste har kræft i et fremskredent stadie, andre er så syge af KOL, sklerose eller Parkinsons, at de ingenting kan. Deres hverdag er et helvede, siger Svend Lings.

Mandag skal han for retten i Svendborg tiltalt for at have hjulpet en mand til at tage sit eget liv. Ifølge anklageskriftet har Svend Lings udskrevet 100 milligram af stoffet Fenemal til den afdøde.

Ifølge fyens.dk blev han torsdag desuden tiltalt for at have vejledt en kvinde i, hvordan hun skulle tage sit liv. Han anbefalede angiveligt, at hun skulle supplere medicinen med en plastikpose over hovedet.

Kvinden blev i august i år fundet død med en plastikpose over hovedet og en elastik om halsen.

Samtidig er han tiltalt for i fællesskab med pensioneret psykiater Frits Schjøtt at have hjulpet en mand, som forsøgte at begå selvmord. Manden tog medicinen forkert, kom i behandling og overlevede.

Læge: Jeg gør det rigtige

Anklager ved Fyns Politi Kirsten Flummer ønsker ikke at udtale sig om sagen. Men i anklageskriftet lyder kravet på en fængselsstraf til begge læger.

Svend Lings anerkender, at det er ulovligt at hjælpe andre til at begå selvmord. Alligevel mener han ikke, at han gør noget, der er forkert.

- Jeg har efterhånden hjulpet mange, og det har jeg gjort, fordi jeg synes, at det er etisk mere korrekt at tage hensyn til det enkelte lidende menneske end til samfundets love.

Han har svært ved at forestille sig, at han dømmes til fængsel. Men skulle det ske, så er det ikke noget, der skræmmer ham.

- Når jeg har det sådan, så er det nok, fordi jeg føler, at jeg gør det rigtige, siger han.

Samme holdning har pensioneret psykiater Frits Schjøtt. Da Svend Lings er frataget sin lægeautorisation, var det Schjøtt, der udskrev recepten i den ene af sagerne.

Også han føler, at han har handlet efter sin overbevisning.

- Jeg fortryder ikke et sekund. Kommer jeg i fængsel, så regner jeg med, at jeg får mad, et behageligt soveleje og en lille smule frisk luft.

Han håber, at sagen kan få politikerne til at ændre holdning og indføre aktiv dødshjælp, så uhelbredeligt syge slippe for at søge hjælp i det skjulte.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...