Læger vil behandle med nåle

Flere praktiserende læger vil benytte akupunktur. Behandlingsformen opnår gradvis anerkendelse

Hjernesygdomme 20. marts 2003 07:00

KØBENHAVN: Når patienter går til lægen, får de i stigende grad nåle i kroppen frem for recepter i hånden. Interessen for akupunktur vinder indpas hos landets praktiserende læger, som ligesom et stigende antal patienter ser nålene som en effektiv kur i smertebehandlingen. Hos Dansk Medicinsk Selskab for Akupunktur skønner man, at op imod 2.000 læger, tandlæger og jordemødre anvender nålene i behandlingen af migræne, kvalme, rygsmerter og anspændthed. Behandlingen er simpel, billig og uden bivirkninger. Men endnu ikke helt uden fordomme. - Ikke alle er åbne over for akupunkturen. Skepsis' er stadig uberettiget høj herhjemme, selv om behandlingen ofte er mere effektiv og afprøvet end visse medicintyper. Men da det kan være svært at dokumentere den nøjagtige effekt ved hjælp af de traditionelle medicinske tests, er der stadig tvivl. Men heldigvis viser tallene, at akupunkturen vinder fodfæste, siger neurolog Ruth Kirkeby fra Sønderborg, der er formand for Dansk Medicinsk Selskab for Akupunktur. At behandlingen er effektiv, viser blandt andet flere af landets jordemødre ved at tilbyde akupunktur til lindring af smerter og anspændthed hos både gravide og fødende kvinder. Nålene nedbringer brugen af blandt andet det smertestillende morfinpræparat pethidin. Oprindeligt er akupunkturen flere tusinde år gammel, men hvor de i Østen stikker nåle i kroppen for hvilken som helst sygdom, er vi herhjemme mere påpasselige, for hvis behandlingsformen for alvor skal blåstemples, kræver det åbenhed. - Erfaringerne fra Østen kan ikke overføres direkte, men flere vil desværre ikke anerkende erfaringerne som medicinsk bevis. Jeg mener, at erfaringerne kombineret med den forskning, der også findes på området, er god dokumentation for at akupunktur virker effektivt, siger Ruth Kirkeby. Også smerter ved slidgigt i knæene kan behandles med nåle. Især som forebyggelse. Yngre mennesker med ondt i knæene kan for eksempel få dæmpet smerterne med akupunktur og på den måde udskyde både medicinforbrug og knæoperation, der har store økonomiske omkostninger, har en begrænset levetid og også betyder noget for den måde folk går på. - Så længe akupunktur hjælper 70-80 procent af dem, der bruger behandlingen, så er det et godt supplement og i flere tilfælde en ligeså god erstatning, mener neurolog Ruth Kirkeby. Endnu undervises der ikke i akupunktur på lægeuddannelserne. Både i Storbritannien og Tyskland er akupunktur en godkendt behandlingsform, som der også gives tilskud til.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...