Lægerne får ny formand

KØBENHAVN:Den 36-årige afdelingslæge Jens Winther Jensen, er valgt til ny formand for Den Almindelige Danske Lægeforening, DADL. Han afløser Jesper Poulsen, der har siddet i formandsstolen de sidste seks år. Det skete på lægeforeningens årsmøde i Falkonercentret i København. Jens Winther Jensen blev valgt med 83 stemmer mod 71 til praktiserende læge Jørgen Lassen. Den nyvalgte formand er speciallæge i anæstesiologi ved Århus Sygehus. Han er kandidat fra 1996 og blev året efter medlem af Yngre Lægers repræsentantskab og bestyrelse. Jens Winther Jensen blev valgt til DADL's hovedbestyrelse i 2002. Han er desuden formand for Medieudvalget og medlem af Internationalt Udvalg, Kvalitetsudvalget og Lovudvalget. /ritzau/