Medicin

Lægesjuskeri må undersøges

På foranledning af, at NORDJYSKE (18.9.) fortæller om en episode med en læge,

der ved sin ligeglæde nær var blevet skyld i kulturministerens død, føler jeg lyst, ja, nærmest pligt til at fortælle om en oplevelse, jeg har haft med en læge, der ved sin ligeglæde har i hvert fald en stor del af skylden for min kones alt for tidlige død. Vendsyssel Tidende, som avisen hed dengang, har ganske vist været så venlige over for mig, at de har skrevet om det engang før. Det begyndte med, at vi på vores læges opfordring søgte førtids pension begge to, og i den forbindelse blev det opdaget, at min kone havde gammelmandssukkersyge (alders diabetes), alt for højt blodtryk og forskellige andre knap så alvorlige sygdomme. I den forbindelse blev hun pålagt at gå til kontrol hos vores læge hver tredje måned - et påbud, hun var flink til, at overholde. I december 1996 var det tiden, da Esther - min kone - skulle til kontrol hos lægen, men vores læge var syg, og så valgt hun at se tiden an til efter nytår, da hun mente, det ville en fordel for hende, om hun blev undersøgt hos hendes egen læge, dels fordi hun kendte den pågældende læge bedst, dels fordi lægen kendte Esthers sygdom bedst og vidste hvilke sygdomme, hun allerhelst skulle undersøges for.. Men da vi kom midt i januar 1997, turde Esther ikke udsætte det længere med at gå til lægen og blive undersøgt, men vores egen læge var stadigvæk ikke raskmeldt og var ikke begyndt at virke igen. Så valgte hun en af de andre læger her i byen og fik en tid hos ham nogle dage senere. Efter lægebesøget og et lille smut på apoteket og i Brugsen hentede jeg hende, da hun mente, at hun ikke kunne gå så langt, som det trods alt er fra apoteket og hjem - især når man ikke er så rask. Da vi kom hjem, kunne vi straks se, at nogle af de tabletter, lægen havde ordineret til hende, temmelig sikkert var forkerte, så vi blev enige om, at hun hellere måtte kontakte lægen, før hun begyndte at spise af tabletterne. Det var imidlertid for sent den dag at ringe til lægen, da vi tænkte, at han ville nok ikke så gerne forstyrres den dag og slet ikke med klager over hans arbejde. Den næste dag bad Esther mig om at ringe til lægen, da hun ikke var så dristig med at tale med en læge, som i hendes øjne var en slags øvrighedsperson, og slet ikke når hun skulle klage over hans arbejde. Samtidig bad hun mig sige til lægen, at hun følte sig sløj, og hun havde smerter i venstre side af brystet og ud i venstre arm, og smerterne blev værre og værre. Hun var stået op for at passe sit arbejde i huset, men måtte kort efter opgive det igen, da hun ikke syntes, hun kunne være tjent med at være oppe. Hun lagde sig derefter på sofaen i stuen, fordi hun var spændt på, hvad lægen ville sige, når jeg ringede til ham. Og da klokken blev ni, ringede jeg til lægen og spurgte, om det mon ikke var en forkert medicin, han havde ordineret til Esther dagen før, og det måtte han jo så indrømme, selv om han ikke var glad for det. Men efter en del diskussion indrømmede han, at det var forkerte tabletter, men ringe til apoteket og ordinere de rigtige tabletter samt bede apoteket om, at tage de forkerte tabletter retur, nej , det ville han ikke, for ingen måtte jo få det at vide, at han lavede en fejl af og til, hvorefter jeg truede ham med at ville gå til politiet, hvorefter han kom i tanker om, at han muligvis nok ville ringe til apoteket. Men Esthers sygdom - altså den, der var stødt til den morgen - var han ligeglad med, Det er kun en bagatel, sagde han, kun en smule gigt, og det går nok over i løbet af dagen, og sådan nogle bagateller kunne lægen ikke få tid til at tage sig af. Jeg holdt på mit, at jeg var bange for, at Esther var alvorligt syg. Og det gjorde jeg, fordi vores egen læge havde betroet et stykke tid i forvejen, at Esther nok ikke fik lov til at leve og blive gammel. Og dels havde jeg læst i en lægebrevkasse et stykke tid i forvejen, at smerter i brystet og ud i venstre arm kan være et tegn på, at en blodprop er på vej. Da jeg kom på apoteket, havde lægen ikke bestilt nogle tabletter til Esther, men damen, der ekspederede mig, var så venlig at ringe til lægen og få at vide hvilken tabletter, det var, jeg skulle have. Men da jeg langt om længe kom hjem med de rigtige tabletter, mente jeg straks, at jeg kunne se, at Esther var død, og jeg ringede igen til lægen, men han var på det nærmeste ligeglad og sagde, at han ville sende en ambulance, der kunne køre Esther på sygehus. Jeg sagde, at det skulle han have gjort lang tid før, hvortil han svarede, at han havde ikke tid til at diskutere med mig og lagde røret på.. Og sådan endte den konsultation. Patienten døde, men lægen går stadigvæk som den pæne mand og tager patienter ind, som han plejer. Men hvis ministeriet nu vil til at undersøge lægernes arbejde, så håber jeg, at han også vil undersøge, hvad jeg oplevede, da jeg blev nødt til at kontakte en fremmed læge, da jeg synes, det er så uhyrligt, at lægen ikke bliver straffet under en eller anden form.