Lægevagter under lup

Danske Regioner vil sikre, at der er hjertestartere i alle landets lægevagtskonsultationer.

Ulla Astman vil have igangsat en landsdækkende undersøgelse om hjertestartere i vagtlægekonsultationer.

Ulla Astman vil have igangsat en landsdækkende undersøgelse om hjertestartere i vagtlægekonsultationer.

Sagen om Ejvind Nielsens hjertestop ved lægevagten i Frederikshavn får nu Ulla Astman (S), der er formand for Danske Regioners Sundhedsudvalg, til at igangsætte en landsdækkende undersøgelse. - Vi vil hurtigst muligt undersøge adgangen er til hjertestartere i landets vagtlægekonsultationer. Vi vil se, om der mangler hjertestartere, og hvis det er tilfældet, så vil vi sørge for at opsætte dem, siger Ulla Astman. Hjertestartere i alle vagtlægekonsultationer Tiltaget sker på baggrund af et turbulent sagsforløb ved lægevagten i Frederikshavn, hvor lægen ikke kunne finde en hjertestarter og samtidig havde problemer med at bidrage til genoplivningen, da 64-årige Ejvind Nielsen faldt om med hjertestop i venteværelset. NORDJYSKE beskrev onsdag, hvordan Region Nordjylland garanterer at placere hjertestartere i alle vagtlægekonsultationer i Nordjylland, og nu skal landets øvrige regioner følge trop. Lægernes ansvar Sagen fra Frederikshavn satte også spørgsmålstegn ved vagtlægernes førstehjælpskundskaber, og her understreger Ulla Astman, at hun har en klar forventning om, at landets læger holder sig opdaterede. - Lægerne har et ansvar for at sørge for at vedligeholde deres kompetencer. Man må kunne forvente, at en læge kan håndtere en hjertestarter og yde basal førstehjælp, siger Ulla Astman. Hun vil dog ikke afvise, at Danske Regioner kan bidrage til at opretholde lægernes kompetencer. - Hvis lægerne mangler kurser, så må de henvende sig, og så vil vi da selvfølgelig gerne lave et kursusforløb for dem, siger Ulla Astman.