Lækkerier for blik og gane

Brøndums og Skagens Museum i veloplagt samarbejde

Marianne D. Cornett
Mette Bøgh Jensen i den nye Tuxen-udstilling. Privatfoto.
Kunst 8. maj 2014 10:06 - Opdateret 8. maj 2014 10:30

SKAGEN: Under titlen ”Kunst til middag” samarbejder Skagens Museum igen i år med Brøndums Hotel om en række eksklusive gourmetarrangementer med lidt ekstra godt til både mave, øjne og ører.

På sådan en aften starter publikum på Skagens Museum kl. 18 med en omvisning efter normal lukketid. Her fortæller museumsinspektør Mette Bøgh Jensen om den nye særudstilling af Laurits Tuxen med titlen ”Farver, friluft og fyrster”. Omvisningen afsluttes med et glas vin i spisesalen på museet, hvor det vil være muligt at stille spørgsmål både til udstillingen og skagensmalerne generelt.

Herefter serveres en to-retters middag på Brøndums Hotel - sammensat til lejligheden af hotellets køkkenchef Jack Cramer. Menuen består af en forret med rimmet torsk i nytårsklæder og kold muslingesauce, samt oksemørbrad i crouton med Sauce Bordelaise og sommerurter.

Årets første Kunst til Middag finder sted i morgen torsdag den 8. maj, og arrangementerne gentages den 22. maj samt 21. og 28. august - billetter købes via Skagens Museums hjemmeside.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...