Lækkerier fra en eks-baSix

MORTEN KJÆR lægger hårdt ud med første album i eget navn.

MORTEN KJÆR lægger hårdt ud med første album i eget navn.

CD POP Morten Kjær: "Fra en ny altan" # # # # # ¤ "Her' en forbudt ballade, der aldrig ser noget til P3. Kun en talentløs kladde med tankediarré. Det' en klichékaskade, en navlebeskuende sang, og det her, det er min hookline. Den rimer ikke en gang"... Han lægger godtnok hårdt ud, sangeren og sangskriveren m.m. Morten Kjær med fortid i vokalgruppen baSix. Første sang på første album, udsendt gennem eget pladeselskab, handler om at være én stor undskyldning for sig selv. I hvert fald i teksten. Selve melodien hamrer af sted derudad', båret af ikke bare en stærkt iørespringende melodi, men også et gennemført lækkert korarbejde ganske svagt a la Stevie Wonders kor til blandt andre "Free" fra albummet "Characters". I det hele taget er Kjær dybt fortroligt med soul- & R&B-virkemidler – bare lyt til hans uhyre smidige stemme. Musikalsk skal man forestille sig ham som et slags one-man-boyband, et slags Take That for én. At han sikkert vil kunne hive et par verdenstræffere ud af ærmet – og give dem videre til netop et boyband – vidner dels blidt valsende "Jeg er din Superman", dels den let funky "En smule solskin" om. Her er gevinst hver gang. Selv teksterne (som ellers kan være problematiske i dansk pop) fungerer, takket være gode formuleringer og et ret personligt indhold. Om blandt meget andet at længes til det sygelige tilbage til et gammelt forhold. Og om at komme sammen med en anden end man havde forestillet sig. Noget af et studie i fortrøstningsfuld ensomhed er "Pizzapoesi". Og er man i tvivl om Kjærs overordnede programerklæring, så gå løs på "Din halve blues", som ligger i forlængelse af hans måde at gå til selve musikken på; ikke noget lunkent og halvhjertet, men fuld skrue tværs igennem 11 aldeles fortræffelige sange, formet og farvet og serveret med alle mulige lækkerier takket være produceren og lydarkitekten Jonas Krag. Med cd'en følger en dvd med blandt andet optagelser fra Morten Kjærs mange dagligstuekoncerter (www.livingroomconcerts.com) samt en såkaldt giv-væk-single med to numre i singleversion, "Set i mit bakspejl" og "Din halve blues". Godt gået, Morten Kjær, og mere af det. Meget mere! Ove Nørhave ove.noerhave@nordjyske.dk Morten Kjær: "Fra en ny altan" Gule Plader